I dag hyldes han som manden bag de første afsløringer af Blekingegadebanden.
Men da han skrev sine kontroversielle artikler for 20 år siden, skete det under stort pres fra landets førende juraeksperter.
Journalist Lars Villemoes blev beskyldt for at opdigte oplysninger om Blekingegadebanden, som begik flere væbnede røverier i 1970erne og 1980erne, da han skrev om banden i Information.
De to professorer Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, som i dag er blandt Danmarks førende jurister, beskyldte dengang artiklerne for at være »fiktion« og »kreativ journalistik.« Det skete i en kronik i Information i 1989, hvor de blandt andet beskyldte artiklerne for at rette udokumenterede anklager mod de fængslede bandemedlemmer.
I dag, 20 år senere, roses artiklerne for at være banebrydende af forfatter Peter Øvig Knudsen, der har modtaget Cavlingprisen for sine bøger om Blekingegadebanden.
Ifølge Jakob Elkjær, redaktør på fagbladet Journalisten, tog juristerne totalt fejl i deres kritik.
»Der er intet at komme efter. Artiklerne har vist sig at være nærmest kirurgisk præcise. Juristernes kronik er i virkeligheden et læserbrev om journalistik, ikke en juridisk vurdering,« siger Jakob Elkjær.
Journalist Lars Villemoes skrev i 1989 en række artikler i avisen Information om det kriminelle, venstreorienterede miljø omkring Blekingegadebanden. Artiklerne kom, efter at politiet anholdt banden og fandt lejligheden i Blekingegade på Amager fyldt med våben, registre over danske jøder og en drejebog over Købmagergaderøveriet.
Afsløringerne skabte vrede på dele af venstrefløjen. Journalisten, der selv havde en baggrund på venstrefløjen, blev udråbt som forræder. Lars Villemoes mener i dag, at juristernes kronik bidrog til den voldsomme stemning imod ham.
»Vi blev dømt af landets tungeste jurister, som lagde både navn og institut til kronikken. Derefter blev holdningen, at nu var vi gået for langt i artiklerne. Men man kan se på deres ordvalg, at det var et politisk indlæg forklædt som jura. De ville ikke have, at vi afslørede en gruppe på venstrefløjen,« siger Lars Villemoes.
Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«
Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad.
Daværende chefredaktør på Information, Lars Hedegaard, efterlyser en reaktion fra juristerne.
»Jeg vil gerne vide, om de beklager den kronik. Om de beklager deres løgnehistorier og deres forsøg på at miskreditere journalisten,« siger Lars Hedegaard.
Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.
Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.
»Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.
Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.
»Det er fuldstændig latterligt at påstå. Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.
Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.
»Man må blande sig i en verserende sag, hvis man kritiserer en myndighed med utroligt stærke beføjelser. Men man må ikke kaste smuds og skyld på nogle mennesker, der ikke har fået deres sag prøvet ved retten endnu.«
Preben Wilhjelm kritiserer desuden, at det først senere i dækningen fremgik, at journalisten selv havde kendt nogle af sagens hovedpersoner fra projektet Tøj Til Afrika.