Efter flere sager med kritik af den nordjyske koncern Hjorthøjgård, er stedets direktør Lars Andreasen stoppet med øjeblikkelig virkning.
Det fortæller DR Nordjylland.
Hjorthøjgård, der ejer en række opholdssteder for udsatte unge, har den seneste tid været udsat for massiv kritik - blandt andet for deres håndtering af en ung psykisk syg beboer, som nu er sigtet for drabet på en Spar-købmand i Suldrup.
I en meddelelse på Hjorthøjgårds hjemmeside hedder det:
"Vi har noteret os den pionerånd og det enorme engagement og fremsyn i arbejdet med unge, som vores direktør, Lars Andreasen, i sit mangeårige virke har stået for hos os. Vi må på den anden side notere os nødvendigheden af, at tiden nu er kommet til et skift i Hjorthøjgårds ledelse, således at der nu kan trækkes en streg i sandet. Bestyrelsen har derfor besluttet, at Lars Andreasen i dag er ophørt som direktør i Hjorthøjgård."
Ifølge Hjorthøjgårds bestyrelsesformand Steen Hilling, har direktør Lars Andreasen selv ønsket at stoppe - både som direktør og som del af ejerkredsen.
Samtidig deles direktør-jobbet i to - med en ansvarlig for koncernens aktiviter i henholdsvis Nordjylland og Sjælland.
- Vi vil opnå mere fokus på de enkelte enheder, siger formand Steen Hilling, til DR Nordjylland.
Ny midlertidig direktør i Nordjylland er Hjorthøjgaards skoleleder Søren Lynge-Stensgaard.
Hjorthøjgård har de seneste fem år fået 170 millioner kroner fra forskellige kommuner i Danmark, viser oplysninger, som DR har fået fra kommunerne.