Selvom Heron bor i et lille hus på en villavej i Nordsjælland i verdens lykkeligste land, så er hans verden sort i sort.
Der er intet spagt lys for enden af nogen som helst tunnel. Der er kun en telefon, der ikke ringer, et hjem uden liv, et ben fyldt med granatsplinter og en dyb indre skuffelse over oplevelsen af svigt efter svigt efter svigt.
Der er også mareridtene og frygten inden indkøbsturene til Brugsen.
Verdens lykkeligste land
Heron er rasende. Så rasende, at gråden er tæt på at forråde hans stemme, når han taler. Han er rasende over at sidde i det lille umøblerede hus i Nordssjælland. Rasende over behandlingen fra det danske forsvar og myndighederne.
Udenfor skinner solen, og de lyshårede børn i børnehaven længere nede af vejen ligner nogle, der vokser op i verdens lykkeligste land.
Fra lykken til krigen
Heron er en af de tolke, der for et år siden fik hastebehandlet deres sag om asyl i Danmark, så de kunne komme ud af Irak så hurtigt som muligt og ind i det danske samfund. Nogle af dem er her stadig, men for kort tid siden valgte en del af dem at flyve tilbage til Irak igen.
I stedet for at blive i velfærdsstaten Danmark med den store lykke, valgte tolkene at tage tilbage til verdens mest krigshærgede land.
Hvorfor?
Store forventninger
Måske fordi de ikke kunne få job. Måske fordi de havde alt for store forhåbninger til tilværelsen i Danmark. Måske fordi de føler, at den overhængende livsfare er lige så nærværende i Danmark som i Irak. Måske fordi de synes, de er blevet fundamentalt svigtet af det land, de hjalp.
Når man spørger en lykkeforsker, hvorfor Danmark er verdens lykkeligste land, så svarer han, at det er fordi, vi har så stor tillid til hinanden. Vi er ærlige og redelige og stoler på hinanden, og andre mennesker lever ofte op til det, vi forventer.
Lederen af Røde Kors' asylafdeling Jørgen Chemnitz kan godt huske, da gruppen af tolke kom til Danmark for et år siden.
»De irakiske tolke havde meget store forventninger til deres liv i Danmark. De var relativt veluddannede og var sikre på, at de ville blive modtaget som helte og få job og bruge deres evner. Jeg brugte meget tid på at advare dem mod at være alt for forventningsfulde.«
Det lykkedes ikke.
Fjendtlige flygtninge
I stedet var tolkene sikre på, at de ville blive modtaget med åbne arme.
Men mens danskerne i bedste fald behandlede dem med høflighed – og i almindelighed var bedøvende ligeglade med deres krigsindsats, så var flygtninge- og indvandrermiljøet det eneste, der for alvor tog notits af tolkenes handlinger.
For irakere og fundamentalistiske muslimer var tolkene lands- og religionsforrædere, der havde hjulpet besættelsesstyrkerne i kampen mod frihedshelten Saddam Hussein. Det opdagede tolkene fra det øjeblik, de forlod asylcentret.
Der ventede med andre ord ikke et job og en særstatus. I stedet ventede angsten fra Irak.
Truslen fra tøjet
Når man taler med Heron og Muhammed, der var tolke for danske soldater, og som begge stadig er i landet, så er angsten tydelig.
De er vidt forskellige. Mens Heron er plaget af krigstraumer, så kæmper Muhammed for en plads i Danmark.
Alligevel er de lige bange for det danske flygtninge-miljøs fundamentalistiske muslimer. Flere gange sikrer de sig, at deres navne og ansigter ikke når længere end til journalisten og fotografen. De spørger, om der er arabere ansat på avisen, og de vil ikke bare være anonyme på billederne. De smider også det tøj ud, som de har på, så de ikke kan blive genkendt på deres bukser og t-shirts.
Frygten er ikke kun indbildning. Røde Kors gjorde sig mange overvejelser om, hvordan flygtningemiljøet ville reagere på tolkene, og placerede dem i særligt sikrede asylcentre, inden de blev lukket ud i samfundet.
Uaccepteret smerte
Frygten ville måske være til at udholde, hvis tolkene havde en følelse af, at nogen holdt øje med dem. Hvis der engang i mellem kom en forbi og hørte, hvordan det går. Men ingen kommer forbi. Ingen myndigheder, almindelige mennesker eller soldater.
Heller ikke selvom både Muhammed og Heron mener, at de gentagne gange har reddet danske soldaters liv i Irak. Og heller ikke selvom den indsats har haft livsafgørende følger i Herons tilfælde.
Vejsidebomben
Han blev såret under en mission med danske styrker. Han var ikke blevet advaret om, at den pansrede mandskabsvogn, han befandt sig i, kørte direkte i åben kamp. Derfor sad han i bunden af vognen, da den kørte over en vejsidebombe og blev sprængt i luften. Soldaterne blev straks reddet ud af den brændende vogn af deres kammerater. Ifølge Heron lod de ham blive tilbage, selv om han var forbrændt over hele kroppen, og hans venstre ben var gennemhullet af granatsplinter.
Hærens Operative Kommando siger derimod, at der var intense kampe i situationen, og soldaterne derfor reddede dem ud af vognen, de vurderede i akut livsfare. Hæren understreger, at soldaterne tog sig af Heron, så snart han var i sikkerhed.
Lykkepiller uden varme
Det er et år siden. De danske soldater blev hasteoverført til Rigshospitalet, mens Heron blev indlagt på et britisk felthospital, der lå midt i krigszonen og ofte blev udsat for raketangreb. Der er stadig 20 jernstumper dybt i musklen i hans venstre ben. Det har gjort Heron rasende. Ikke fordi, han endnu ikke har accepteret, at splinterne aldrig kommer ud af benet, men fordi soldaterne lod ham ligge i vognen og aldrig siden har givet ham en undskyldning. Eller måske bare en forklaring.
Han er vred over, at de danske myndigheder tilbyder ham psykologsamtaler og lykkepiller i stedet for at ordne hans ben og spørge, hvordan han har det.
Men han tør ikke tage tilbage. Han er bange for, at militserne har spioner på hospitalerne.
Miljøets resignation
Mens Herons situation virker håbløs, så er Muhammed fuld af håb. På kun et år har han lært sig selv at forstå dansk, og selvom ingen har tilbudt ham det job som kemiingeniør, han leder efter, så har han ikke mistet modet. Heller ikke selvom alle indvandrere og flygtninge, han støder ind i i Danmark, bliver ved at fortælle ham, at danskere ikke kan lide muslimer, og det højeste, han kan stile efter, er en førtidspension. Tværtimod bliver han vred, når de siger det.
Han er sikker på, at flygtninge og indvandrere her i landet har ødelagt det for sig selv. Han bliver for eksempel voldsomt irriteret på det muslimske miljø, når danske arbejdsgivere bruger den første del af jobsamtalen på at fortælle ham, at han ikke skal forvente særbehandling for sin religion.
»Jeg søger ikke optagelse i en moske, men et job. Jeg har arbejdet for amerikanske og engelske virksomheder i Irak og London, og jeg kender den vestlige arbejdskultur. Jeg kunne aldrig finde på at tage min religiøse overbevisning med på arbejde. Det har jeg alt for travlt til,« siger han.
Indvandrerne og flygtningene i landet har givet ham en mission. Han vil have et job.
»Jeg vil bevise over for alle flygtninge i landet og tolkene, der er taget tilbage, at danskerne ikke er onde, og ikke har noget imod os. Jeg vil bevise, at danskere belønner dem, der kan deres arbejde, og som knokler,« siger han.
Denne artikel bygger på samtaler med de irakiske tolke, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Udlændinge Service, læger, Ingeniørforeningen og Hærens Operative Kommando. Heron og Muhammed er opdigtede navne, deres identitet er redaktionen bekendt.
Tolkene
For et år siden ankom en gruppe tolke til Danmark. De havde hjulpet danske soldater i krigen i Irak.
I Irak blev de betraget som forrædere, der samarbejdede med besættelsesmagten.
Selv betragtede de sig som helte, der hjalp med at sikre Iraks fremtid.