Øget grænsekontrol har en effekt.
Det viser tal fra Skat, skriver Jyllands-Posten.
Grænsekontrollen blev i 2011 øget med 40 toldere, og ifølge en opgørelse har deres tilstedeværelse gjort livet surt for adskillige narkobaroner.
I årets tre første måneder er der afsløret blandt andet 46,5 kg heroin i Rødby Havn og 3 kg kokain ved den dansk-tyske grænse.
"Det er sådan nogle resultater, vi forventer at lave med den øgede toldkontrol," siger Erling Andersen, told-ansvarlig direktør i Skat til Jyllands-Posten.
Også skatteminister Peter Christensen (V) mener, at tallene viser, at det er effektivt at have toldkontrol.
Det samme gør retsordfører Peter Skaarup (DF).
"Det viser, at det er en succeshistorie, når vi sætter ekstra toldere ind til at patruljere vores grænser," siger han til Newspaq.
Peter Skaarup ser frem til, at den nye grænseaftale vedtages sidst i denne uge eller først i næste uge.
"Det, vi gør nu, er en permanent toldkontrol, så vi er sikre på, at der bliver langt større fangster nu, så vi kan undgå, at der kommer narko og kriminalitet ind i landet," siger han.
Socialdemokraternes retsordfører Morten Bødskov siger, at Skats resultater viser, at det ikke kan betale sig at bruge pengene på betonkomplekser, sådan som regeringen vil.
"Regeringen og DF bruger rigtig mange penge på at bygge fire grænsestationer. Så mener man, at man fra Christiansborg ved, hvor de internationale kriminelle kører over. Istedet vil Socialdemokraterne bruge alle penge på flere toldere og flere politibetjente. Så skal vi lade dem bestemme, hvor der skal sættes ind," siger han til Newspaq.
Hvis grænseaftalen falder på plads, vil der blive udstationeret 50 ekstra toldere nu og her, 30 i syd og Sønderjylland, 10 omkring Lolland-Falster og 10 ved den dansk-svenske grænse.
I alt 130 ekstra toldere og politifolk skal på sigt bevogte de danske grænser.