Når AGF i morgen løber på banen i Farum i årets næstsidste SAS Liga-kamp, så er kravet en sejr.
Det fastslår assistenttræner, Stig Tøfting, over for B.T.
"Der er kun en ting, der gælder nu, og det er seks point. Kan man ikke leve med det pres, så skal man stikke fingeren i vejret, og så må vi finde dem, der må leve med det pres. Det er nu, fårene bliver skilt fra bukkene, det er nu man skal bevise, hvad man består af," siger han.
Torsdagens nederlag til SønderjyskE har taget hårdt på Tøfting, der da heller ikke fik meget søvn natten til fredag.
Over for avisen påtager han sig skylden for nederlaget, fordi begge SønderjyskEs mål blev lavet i forbindelse med standardsituationer.
"Det er jo mig, der har ansvaret for, at vores forsvar står, som det skal, når modstanderne har fri- og hjørnespark. Derfor gør det ondt, at vi kiksede. Jeg påtager mig derfor skylden for vores nedtur," siger Stig Tøfting.
Ud over FC Nordsjælland, der venter i morgen, har århusianerne en kamp mod OB at se frem til. AGF ligger under nedrykningsstregen - med to point op til Randers FC på tiendepladsen.