Selvom Ajax Amsterdam helst så, at de kunne sælge Dennis Rommedahl, så oplyser klubben, at de overvejer at sige ja tak til en af de to unavngivne klubber, der har vist interesse for at leje den droppede danske kantspiller Dennis Rommedahl.
"Vi vil hellere sælge Rommedahl, men hvis det ikke lykkes, og vi kan få en god lejeafgift i stedet, så overvejer vi også en lejeaftale," siger sportschef Danny Blind til den hollandske avis Het Parool ifølge dr.dk.
Landsholdsspilleren, der har passeret de 30 år, har på et møde med træner Marco van Basten fået at vide, at han ikke skal regne med mere spilletid i Ajax Amsterdam.
I det seneste halve år har Rommedahl kun spille tre kampe i den hollandske Æresdivision. Til gengæld har han haft en fast plads på det danske landshold.