To patienter med influenza er indlagt til intensiv lungebehandling på Skejby Sygehus.
Patienterne er smittet med influenzatypen A(H1N1), der var årsag til den verdensomspændende influenza pandemi i 2009.
Sundhedsstyrelsen følger situationen men er ikke bekymret over smitterisikoen.
Det siger Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith.
"Der er hver vinter danskere, der bliver alvorligt syge af influenza. Selvom det i hver af disse tilfælde er alvorligt, og nogle også dør af influenza, er det ikke noget, danskerne i almindelighed skal være bange for," siger hun i en pressemeddelelse.
Det gælder også, selvom det er typen A(H1N1).
"Mange, der får influenza i år, vil være smittet med den type. Det er helt forventeligt, og det har vi forberedt os på. Derfor er A(H1N1) også med i den influenzavaccine, som mange tusinde danskere i risikogrupper allerede har fået," siger hun.
H1N1 er ikke umiddelbart mere farligt end traditionel vinterinfluenza.
De to indlagte patienter på Skejby Sygehus er de eneste influenzapatienter, der ligger på intensivafdeling i Danmark i øjeblikket.