I foråret var Ida Juul og Frida Fuglsang, der begge er 9 år, i Aalborg Zoo. Her så de orangutangerne, og Idas mor læste op fra skiltet ved siden af, at de var ved at uddø.
"Det, synes vi, var synd, og så tænkte vi, at vi gad at samle nogle penge ind," fortæller Ida Juul.
De gik straks i gang næste dag.
"Så går vi sådan lidt rundt og spørger, om der er nogen, der vil hjælpe orangutangerne med sådan en bøsse, og samler penge ind," husker Ida Juul.
Men pigerne stoppede ikke der. De fandt perlepladerne frem og begyndte at lave øreringe, de kunne sælge. Motiverne var blandt andet kors, blomster og hjerter, og de blev solgt for 4, 5 eller 6 kroner.
"Der var nogen, der sagde, at de gerne gad at have nogle, og de gav ekstra penge, fordi det var et godt formål. Og nogle andre sagde, at de kendte ikke nogen, der gik med det, så det gad de ikke," fortæller Ida Juul.
Siden lavede de påskedekorationer, som de også solgte, og til sidst havde de samlet over 1000 kroner ind. Dem passede pigerne godt på.
"Min veninde Frida, som også var med, har sådan et lille pengeskab på sit værelse. Så puttede vi pengene i en lille skål og gemte dem derinde," siger hun.
Men nu er pengene blevet afleveret til Aalborg Zoo, der sender pengene videre til rehabiliteringscentre for orangutanger på Borneo og Sumatra.
"Nu skal vi ikke passe på pengene mere og sørge for, at der ikke sker noget, og så har vi det rigtigt godt med, at vi har fået afleveret dem," siger Ida Juul med stolthed i stemmen.
I Aalborg Zoo er dyrepasser Vibeke Møller rigtigt glad for pigernes indsamling.
"Det er dejligt, at det er sådan nogle børn der har fokus på regnskoven. De var virkelig søde de her piger, og de har gjort så stort et stykke arbejde ud af det," mener hun.
Pengene er netop blevet overrakt i TV-programmet Ramasjang Live.