Uskyldige. Sådan lød dommen i Jægerbogssagen klokken 13:00 i Københavns Byret.
Men selvom de to tiltalte, tidligere IT-chef Jesper Britze og tidligere kommunikationschef Lars Sønderskov fra Forsvarskommandoen, begge gik fri, gav domsmandsretten faktisk anklageren ret i sine påstande.
Årsagen til, at de to ikke blev straffet, havde retsformanden en god forklaring på. Nok havde de forbrudt sig mod de interne regler i Forsvaret, men deres handlinger havde ikke medført forøget fare for de danske soldater, hvorfor retten ikke mente, de kunne dømmes for anklageskriftet. Selvom de tre dommere altså mente, at de tiltalte havde gjort det, de var blevet anklaget for.
Nu er det så op til anklager Lone Damgaard at vurdere, hvorvidt sagen skal ankes. Men der findes også andre muligheder. Disciplinærstraffe.
Begge de to tiltalte er allerede suspenderede fra deres jobs i Forsvarskommandoen. Og når retten har givet anklageren medhold i sine påstande, kan de faktisk straffes med sanktioner fra forsvaret side. Det er dog ikke sikkert, at sagen ender sådan.
"Nu har vi 14 dage til at vurdere, om sagen skal ankes," sagde Lone Damgaard lige efter retten var hævet. Hun nægtede at løfte sløret for, hvad hun selv hælder til, men lod det skinne igennem, at hun allerede har truffet sin beslutning.
Forsvarer for Jesper Britze, Torben Koch, var en særdeles tilfreds mand efter domsafsigelsen.
"Det har været én af de sager, hvor jeg har haft vanskeligst ved at regne udfaldet ud. Men vi havde besluttet at anke på stedet, hvis min klient var blevet idømt en frihedsstraf," fortalte han.
Begge de tiltalte, Jesper Britze og Lars Sønderskov, blev frifundet, selvom anklagemyndigheden ville have, at Lars Sønderskov skulle have en bøde på mindst 10.000 kroner og Jesper Britze skulle 30 dage fængsel.
Ingen af de tiltalte var til stede for at modtage dommen, og det forklarede forsvarer Torben Koch meget enkelt årsagen til.
"For så havde de fået stukket sådan én op i hovedet uanset dommens resultat," sagde han og pegede på én af de utallige mikrofoner, der hang i luften uden for retsbygningen.