Knap halvdelen af de nyuddannede akademikere kan ikke finde noget at rive i. Det skal en ny isbryderordning ændre på, hvis det står til socialdemokraterne.
Partiet foreslår, at virksomhederne skal have et tilskud for at ansætte en nyuddannet ingeniør, jurist eller økonom.
"Vi kan slå to fluer med et smæk. Vi kan både give arbejdsløse akademikere et job samtidig med, at virksomhederne får nemmere adgang til deres viden og kunnen," siger socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov til altinget.dk.
For at få del i ordningen skal virksomheden ansætte en akademiker med en uddannelse, som ikke i forvejen er repræsenteret i virksomheden.
Ikke nogen dårlig idé, mener Michael Svarer, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på Aarhus Universitet.
"Vi ved, at jobprøvning i private virksomheder er den absolut bedste aktiveringsmetode. Hvis man samtidig kan få højtuddannede medarbejdere ud i nye brancher og firmaer, kan det smitte positivt af på produktiviteten," siger han til altinget.dk.
Erfaringerne med lignende ordninger viser, at cirka 60 procent af medarbejderne får fast job i virksomheden, når tilskuddet bortfalder.