13.00. Nørrebrohallen
Demonstrationen skal officielt begynde, men det trækker lidt ud. Flere end tusinde er mødt frem ved Nørrebrohallen. De fleste har mørkt tøj på - og en klar farve, der fortæller om de er en del af den såkaldte neongule, turkis, røde eller grønne blok.
13.30. Christiania dukker op
Deltagerne fra en demonstration på Christiania dukker op. Stemningen bliver højere. Der meldes om hundevogne, store mandskabsvogne og andet politi i nærheden.
14.20. Sætter i gang
Demonstrationen begynder langsomt, men med høj musik. Forreste er det den såkaldte grønne blok, så den gule, turkise og røde. En repræsentant for G13 siger, at der er 4.000 mennesker i demonstrationen. Senere forlyder tal på op mod 10.000. Det anses dog for at være overdrevent.
15.35. Konfrontation
Politiet har sat en spærring op ved en viadukt tæt ved Fuglebakken Station. Hertil og ikke længere er nu meldingen fra politiet. Fra en højtalervogn råber aktivister, at man skal gå langsomt frem. "Det er en lovlig demonstration. Vi vil bare forbi. Flyt jer nu Købehavns Politi - det er ikke jeres konflikt," siger de.
15.45. Tåregas
Flere aktivister er kravlet op på taget af politibilerne. Betjente trækker knipler, slår og skubber dem ned. Efter få minutter kommer den første tåregas. Alle aktivister løber væk. Der går mere end 15 minutter, inden de gør klar til at rykke frem igen. I den kommende time forsøger de unge sig flere gange - hver gang får de mere tåregas. Enkelte gange rammer betjentene sig selv, da de skyder op i betonen. Af andre vejer forsøger aktivisterne nu at komme ind til Grøndalsvænge Allé.
16.40. Hillerødgade
Aktivister har klippet hul i et hegn ind til bygningen på Grøndalsvænge Allé. De trænger ind på grunden. Succes, siger de og holder taler. Politiet forholder sig i første omgang passivt.
16.55. Smil
En gruppe unge klædt ud som fine forstadsfruer står samlet ved politiet på Fuglebakken Station. De synger "Politikontrol skaber sammenhold" og "Fingrene væk - det er vores friværdi". Bag dem spiller to aktivister bordtennis og råber - "giv os mere gas!".
17.15. Bispeengbuen
Politiet skyder tåregas mod godt tusinde demonstranter på Bispeengbuen.
17.19. Gas igen
Uden nogen form for advarsel skyder politiet gas-patroner mod flere end 1000 mennesker samlet ved Borups Allé og Hillerødgade. Flere betjente har ikke masker på. De bliver også ramt. Movia oplyser, at alt offentlig trafik i området har været afbrudt i flere timer.
18.02. Anholdt
Omkring 200 er nu på grunden. De er ved at blive anholdt. Der er hunde på stedet.
18.10 Plan B
Omkring 1000 demonstranter er samlet i krydset mellem Frederikssundsvej og Frederiksborgvej - det er resterne af demonstrationen fra de forskellige områder. "Vi er færdige med plan A. Nu går vi i gang med Plan B. Har I lyst til det?" lyder det i højtalervognen.
18.26. Nørrebrohallen
Omkring 6-800 demonstranter er samlet ved pladsen foran Nørrebrohallen. Politiet er i første omgange tilstede med et par mandskabsvogne og en lavtflyvende helikopter. Men de trækker sig hurtigt væk. Folk siver langsomt væk. Fra højtalervognen tales der stadig om en Plan B, der skal træde i kraft senere.
19.00. Slut
Aktionen er afsluttet for i dag, bekræfter kilder overfor Nyhedsavisen. Plan B gemmes til en anden dag. Flere end 430 er anholdt.