- Uhørt smædekampagne mod Henrik Sass Larsen.
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, efter Ekstra Bladets historie om, at partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været spion for Venstre op til folketingsvalget i 2005.
- Det er lavpunktet i en negativ kampagne, at man her tre dage før valget - med løse rygter - forsøger at beklikke Henrik Sass Larsens hæderlighed. Jeg er sikker på, at det er det pure opspind og mener, at Ekstra Bladet skylder en undskyldning, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det er den tidligere Venstre-mand og nuværende direktør for TV 2 Radio, Jens Rohde, der er hovedkilde til historien. Og det får Helle Thorning-Schmidt til at ryste på hovedet.
- Jeg ved ikke om Rohde lyver, men jeg har bemærket, at ledelsen har givet ham en reprimande, siger hun.