Nu er der ingen tvivl længere. Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om en uges tid præsenterer sin nye regering, vil der komme en markant ministrerokade med i købet.
Fredag meddelte Venstre, at partiet har indstillet Thor Pedersen til at få den ærefulde post som formand for Folketinget.
- Nu mangler Folketinget jo at godkende det. Men jeg har sagt ja i dag. Når jeg har sagt ja, er det fordi, at det bliver fantastisk spændende at opleve den anden side af det parlamentariske system, siger Thor Pedersen til TV2 News.
- Jeg glæder mig til at varetage Folketingets interesse. Det skal være et godt sted at være for medlemmerne og en god arbejdsplads, siger han.
Valget betyder, at posten som finansminister ledig. Og i går blev integrationsminister-stolen ledig, da Rikke Hvilshøj valgte at træde tilbage. Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen er blandt favoritterne til at blive ny finansminister, hvad også bliver bekræftet af kilder overfor TV2 Nyhederne.
Naser Khader har tidligere på ugen bragt Marianne Jelved i spil som Folketingets formand, ligesom Helge Adam Møller også er et bud. Men disse to er ude efter dagens beslutning.
Thor Pedersen kommer formentlig kun til at sidde i fire år. Den 62-årige nu forhenværende finansminister har sagt, at denne folketingssamling bliver hans sidste.
Valgt ind i Folketinget første gang ved valget i 1986.
Var boligminister i Schlüter-regeringen i 1987 til 1988. Herefter indenrigsminister i fire år frem regeringsskiftet i 1993.
Udnævnt til statsrevisor i 1998 og sad på posten frem til 2001.
Blev finansminister i Fogh-regeringen fra 2005.