Thor Möger Pedersen skriver på sin Facebook-profil, at han ikke længere er skatteminister.
- Jeg er her til eftermiddag blevet ringet op af SF's nye formand Annette Vilhelmsen. Hun har fortalt mig, at jeg ikke længere skal være skatteminister.
- Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over. Jeg er glad for og stolt over at have været med til at lede Danmark, og ville gerne være fortsat - men har samtidig fuld respekt for, at Annette som ny formand sætter sit eget hold. Og jeg har fortsat tænkt mig at bakke fuldstændig op om den nye ledelse.
- Det har været et stort privilegium at være skatteminister og medlem af regeringen, som jeg synes, er langt bedre end sit rygte. Vi har nået meget på et år - og jeg er stolt af det hele.
Det formodes, at Holger K. Nielsen bliver ny skatteminister.