Måske kan du huske filmen 'The Big Lebowski' med den luddovne 'Dude', bowling, afklippede tæer og masser af white russians. I så fald er der god sandsynlighed for, at du har set den på video. Filmen gjorde sig ikke godt i biografen, men blev et kæmpe videohit.
I flere år har der verseret rygter på internettet om en mulig spin-off, og nu lader det til, at der er ved at ske noget. Skuespilleren John Turturro, der spillede den pædofile mesterbowler Jesus Quintana i filmen, antyder, at der er håb for de tålmodige fans.
"Vi har skitseret en ide. Vi bliver nødt til at sætte os ned alle sammen og finde ud af, hvordan vi gør det. Men jeg håber, at min dragt fra filmen vil blive luftet inden for fem år," fortæller en af skuespillerne ifølge MTV News.
Instruktørerne, de ret specielle brødre Joel og Ethan Coen, har tidligere udtrykt interesse for at være med.