Dansk Folkepartis valgplakat, der viser profeten Muhammed, vækker vrede blandt stadig flere muslimske organisationer. Nu kommer terrorgruppen al-Aqsa Martyrernes Brigader med en advarsel til DF:
- Dette parti handler med den danske befolknings blod. Det er farligt, siger en talsmand for al-Aqsa Martyrernes Brigader, Khaled al-Jabbari, til Jyllands-Posten.
Skal dette opfattes som en trussel?
- Nej, jeg truer ikke, jeg advarer. Vi ønsker ikke at se det danske folk som en fjende, men dette kan skubbe til handlinger, siger Jabbari, der er parat til at deltage aktivt i angreb mod danske institutioner for at forsvare profeten.
Al-Aqsa Martyrernes Brigader er kendt for at stå bag selvmordsangreb, kidnapninger og raketangreb mod Israel og regnes for en terrororganisation af såvel EU som USA og Israel.
DF s partiformand, Pia Kjærsgaard, er rystet over udtalelserne:
- Det er bindegalt, og vi vil under ingen omstændigheder bøje os for en terrororganisation. Det er ikke os, der har lavet tegningen, men det er en 400 år gammel tegning af Muhammed, som vi bruger til at symbolisere ytringsfriheden, siger hun til Jyllands-Posten.
Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) tager skarpt afstand fra al-Aqsa Martyrernes Brigader såvel som organisationens advarsel.
I sidste uge blev valgplakaten fordømt af den internationale muslimske organisation OIC og senere af stormuftien af Jerusalem.