Det er tæt på midnat onsdag aften. Luften står stille.
Der stinker svagt af brændt plastik og indestængt vrede denne nat på Nørrebros gader.
Lyskeglerne fra politiets mange mørkeblå hollændervogne fejer lydløst frem og tilbage over isen på Blågårds Plads, men fanger for det meste kun skyggerne af de unge, der småløbende sniger sig rundt i små grupper – fra baggård til baggård – for at antænde affaldscontainere, brænde biler af og smadre ruder.
Der er hårdkogte sabotører og små medløbere, indvandrerdrenge helt ned til 12-13 år. De splitter sig op, koordinerer på sms er og samles igen. De mørklagte baggårde fungerer som forbundne hemmelige stisystemer, hvor politiet ikke kommer.
Urolighederne har varet fem nætter i træk. Det begyndte måske med oprør over politiets visitationszoner og påstået politivold på Nørrebro. Så kom Muhammed-tegningerne – igen. Nu varsler flere integrationsmedarbejdere og nogle af de unge selv, at uroen kan eksplodere og sende mere bål og brand ud i landets gader og stræder.
»Det har jo været stille og roligt her i Gellerup i lang tid, men nu er folk trætte af at være rolige. Det er staten, der har startet det. Folk har slukket jointen – nu er der krig,« siger en 17-årig indvandrerdreng fra Århus.
Fadi Kassem er leder af Kontaktstedet i Århus, et sted, hvor de hærdede, kriminalitetstruede og utilpassede indvandrerdrenge mellem 14 og 24 kan komme dagligt. Fadi Kassem frygter det værste.
»Jeg er bange for, at vi får en situation som den, vi så i Frankrig. Jeg tror faktisk, at vi læner os op af en situation, som vi næsten ikke kan forestille os i Danmark,« siger han.
Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen i København frygter det samme:
»Jeg tror, urolighederne vil blive værre. De unge indvandrere har lært af aktivisterne fra Ungdomshuset, at man først bliver hørt, når man skaber vold og brand i gaden. Faktisk har der været tæt kontakt mellem indvandrerne og de unge aktivister gennem et stykke tid,« siger han.
»De stresser os«
Tilbage til Nørrebro natten til torsdag, hvor Nyhedsavisen er taget ud til bydelen. Små grupper af indvandrere bliver stoppet og kropsvisiteret for knive og hash, igen og igen, mens højstemte danskere på vej hjem fra caféer og biografer uhindret kan passere. Politiet stresser dem, siger de. Det fremprovokerer vrede og had, mod politiet, myndighederne, samfundet.
Små håbefulde boligsociale projekter som Rabarberlandet på Blågårds Plads med lektiecaféer og pigegrupper virker som en joke denne nat. Det her er gadekrig, ’os og dem’.
»Når I pisser på Muhammed, pisser vi på jeres profet Jesus,« råber en indvandrer med hættetrøje vredt. Hans øjne lyner, før han forsvinder sammen med fire-fem andre ind i en baggård.
På Stengade går en JP-fotograf tæt på for at tage billeder af en konfrontation mellem en gammel nørrebroer og en meget ung indvandrer.
»I ødelægger vores bydel, forsvind,« råber den gamle til drengen.
Sparket i hovedet
Pludselig skifter scenen, og alle glemmer den gamle.
En hætteklædt andengenerationsindvandrer springer frem og sparker fotografen brutalt i hovedet. Han falder hårdt ned i asfalten, men holder krampagtigt fast på sit kamera. Brillerne ryger hen ad fortovet. Han forsøger at rejse sig, forsvare sig, men bliver sparket, igen og igen. På kroppen og i hovedet.
»Du er færdig med at dække Nørrebro,« blive der råbt.
Voldsmanden og hans supportere stikker af. Fotografen kommer på benene og tumler væk. Gemmer sig i en 7-Eleven med masser af trygt neonlys. Han ringer 112, blodet løber ned af ansigtet. Han tørrer sig med papirservietter fra kaffeautomaten. Hollændervognene dukker op på Stengade med blå lys og sirener. Men alle er væk. Ingen vil tage ansvar for noget. En hjemløs mumler, at det sikkert var civilklædte betjente, der sparkede.
En stor brandbil rykker ind under massiv politibeskyttelse. Et par brandfolk ruller slanger ud. De slukker branden, der har fat i et cykelskur, meget hurtigt, og forsvinder igen. Der lugter af brændt plastik.
»Jeg tror, at det bliver meget værre i morgen,« siger en indvandrer, der sidder sammen med en ven og spiser slik på Blågårds Plads. De vil snart hjem for at kunne være friske til at gå på arbejde klokken 7.
Politiet: Hvorfor?
Tidlig torsdag morgen står Lars Nikolaj Jensen op og tænder for sin radio og hører om nattens uroligheder. Han har gennem seks år været chef for Den Kriminalpræventive Afdeling i København. Han har kæmpet for at få de unge rødder i arbejde og ud af den kriminelle løbebane. Men da han hører om urolighederne denne morgen i Radioavisen, rumsterer flere spørgsmål end svar i hans hoved. En ting er, at pusherne omkring Folkets Park på Nørrebro er blevet vrede over, at politiet gennem længere tid har stresset dem med daglige kropsvisitationer. Men den anden gruppe – de unge, der ikke har noget med narkoen af gøre – hvorfor går de amok, tænker Lars Nikolaj Jensen og tager bilen til politikontoret i Puggaardsgade.
»Vi er lidt på bar bund med den gruppe: Jeg ved ikke, hvorfor de reagerer sådan,« siger Lars Nikolaj Jensen, da Nyhedsavisen fanger ham på telefonen op af formiddagen.
»Jeg tror nu ikke, Muhammed-tegningerne har haft en betydelig rolle. Så ville der formentlig også have været problemer ved sidste krise. Det var der ikke rigtig,« tænker han højt.
The perfect storm
Aftenen inden er alvoren også gået op for integrationsmedarbejder Manu Sareen, da han sidder hjemme i stuen på Amager og ser de unge gå amok i nyhederne. Han tænker:
»Det burde ikke komme bag på nogen. Der har været optræk til det i flere år«
Manu Sareen er overbevist om, at Muhammed-tegningerne ikke er årsagen til problemerne, selvom nogle af de unge selv hævder det. Tegningerne er bare en kærkommen gnist, der kan tænde den indestængthed, de unge har opbygget gennem lang tid og har brug for at punktere denne aften. Tegningerne er the perfect storm , som Manu Sareen formulerer det.
Roden til problemerne er ifølge integrationsmedarbejderen temmelig indlysende: De unge har i årevis følt sig som andenrangsborgere. De har følt sig holdt nede af politiet og afvist af diskotekerne. De er hængt ud i aviserne som fucked up-forbrydere, og mediernes brændemærkning er nu blevet en selvopfyldende profeti, tænker Manu Sareen.
Politikerne har i årevis famlet i blinde for at afværge en aften som denne, mener Manu Sareen. Hver gang der er problemer med indvandredrenge, som sælger narko eller overfalder en uskyldig rygsækturist, kaster kommunen nye penge i integrationsprojekter, som de færreste kender virkningen af. I denne uge foreslog socialborgmester Mikkel Warming (EL), at der skulle oprettes et indvandrer-ungdomshus . Et forslag, der fik integrationsmedarbejdere til at ryste på hovedet. Det ville risikerer at blive en rede for kriminelle, sagde de.
»Det forslag var udtryk for fuldstændig politisk panik«, mener Manu Sareen.