Chaufføren holdt pause i busskuret ved linje 15 s endestation på Kolt Kirkevej i Hasselager, da fire mænd overfaldt ham med slag, spark og knivstik. Det skete søndag aften klokken 21.45, skriver Århus Stiftstidende.
Politiet behandler overfaldet som drabsforsøg. Et af flere knivstik ramte manden i brystet - men heldigvis netop dér, hvor hans tegnebog lå i lommen.
- Det er en meget afstumpet handling, siger kriminalinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi til avisen.
- Tegnebogen var tyk af plastickort. Det var meget heldigt for chaufføren, mener politiet.
Politiets teori er, at overfaldet skete som hævn, fordi chaufføren tidligere på aftenen havde smidt en aggressiv mandlig passager af bussen. Chaufføren, der er af iransk oprindelse, måtte blive på hospitalet i et døgn efter episoden.
Politiet modtager gerne henvendelser fra eventuelle vidner. Gerningsmændene beskrives som i begyndelsen af tyverne og af mellemøstlig herkomst.