Vi kæmper mod vægten med slankekure, fedmeoperationer og timevis af spinning. Men nu er psykolog-stolen også blevet et værktøj.
Især kvinderne, er søger hjælp hos psykologer.
Det bekræfter en række psykologer, som Nyhedsbureauet Newspaq har talt med.
En af dem er Annette Ilfeldt, der i sin praksis hjælper overvægtige danskere.
"Når slankeprogrammerne ikke virker, vil flere og flere finde årsagerne til overvægten og prøver så hos terapeuter eller psykologer," siger hun til Newspaq.
Også hos Dansk Kognitivt Center oplever man en stigende interesse fra danskere, der har erkendt, at pulverkure og et medlemskab i fitnesscenteret ikke hjælper dem ned i vægt. Man har sågar ventelister til netop vægt-samtaler.
"Der er stor efterspørgsel på at få hjælp. De klienter, vi ser, er typisk mennesker, der har prøvet yoyo-kure af flere omgange. Det er sjældent første gang, man ønsker at tabe sig, at man går til psykolog," fortæller psykolog, Kamilla Lange.
I modsætning til diætister - der primært lægger kostplaner - bruger psykologer krudt på at finde årsagen til, hvorfor kvinderne spiser, som de gør.
"Det handler om at bryde stærke tankemønstre og dårlige vaner," siger Kamilla Lange.
Samme toner kommer fra psykolog Inge Vinding, der har speciale i overvægt og spiseforstyrrelser.
"Ting som stress på arbejdspladsen, problemer i parforholdet, moderat depression dukker ofte frem under samtalerne. Og de problemstillinger skal man have gjort noget ved, før man kan holde op med at spise, som man gør," siger Inge Vinding.
Psykologerne siger samstemmende, at det primært er kvinder, der søger hjælp til at blive mere fit for fight og ikke mindst få et sundt forhold til onsdagssnegle, søde sager og mad i al almindelighed.
Men hos Dansk Kognitivt Center oplever man også, at en del teenagepiger søger hjælp.
"De vil have hjælp til at tabe sig 'de sidste fem kilo', men så viser det sig, at de egentlig ikke er overvægtige, men har et meget, meget lavt selvværd og et problematisk forhold til kroppen. Og så arbejder vi mere med selvværdet end med vægten," forklarer Kamilla Lange.