Hvis du skal flyve fra Heathrow lufthavn i London, kan det for tiden godt betale sig enten at væbne sig med tålmodighed – eller at booke et hotelværelse for en sikkerheds skyld. Grundet tæt tåge blev over 350 flyafgange torsdag aflyst, hvilket svarer til 40 procent af alle afgange. Samtlige indenrigsruter til og fra lufthavnen er blevet helt indstillet, oplyser British Airways til BBC.
Ud over Heathrow er lufthavnene i Gatwick, Manchester, Glasgow, Edinburgh, Norwich og Coventry også påvirket af det dårlige flyvevejr.
»Vejret over Storbritannien ser uheldigvis ikke ud til at blive bedre fredag, og derfor ser vi ingen anden mulighed end at aflyse flere afgange,« siger Geoff Want fra British Airways.
Når det er tåget, bliver man nødt til at begrænse antallet af afgange, selv om fly i dag bliver navigeret af avancerede elektroniske systemer.
Ifølge vejrudsigten ser det ud til, at tågen fortsætter julen over.
Det anslås, at det dårlige vejr kan komme til at påvirke over tre millioner menneskers planlagte flyveture.