Det alternative klimatopmøde, Klimaforum09, der finder sted i december, er i problemer.
Blot fire mennesker er ansat til at holde styr på al det logistiske arbejde til topmødet, hvor det forventes at mellem 10.000 og 15.000 mennesker vil deltage, i Foreningen Civilsamfundets Klimaforum.
Mandag mødtes foreningen sammen med Peoples Climate Action med Udenrigsministeriet og Københavns Kommune i håb om at få bevilget ekstra ressourcer ud over de 20 millioner kroner, regeringen allerede har afsat til det alternative topmøde.
Der kom dog ingen løsning på bordet.
"Vi er ærgerlige over, at vi ikke har fået bevilget de ekstra penge, vi gerne ville have haft. Men vi har indledt en dialog med Københavns Kommune og Udenrigsministeriet, og forhåbentlig kommer pengene senere. Helt konkret betyder det, at vi ikke kan ansætte ekstra folk nu og her til at holde styr på logistikken."
Det siger Niels Fastrup, der er presse- og kommunikationsansvarlig hos Foreningen Civilsamfundets Klimaforum, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Vi skal nok få arrangeret det klimatopmøde, vi har sat os for at arrangere, men det er klart, at situation ikke er helt optimal. I sidste ende kan det betyde, at vi må drosle ned på forventningerne, og at vi kommer til at servicere vores gæster på et niveau, der er lavere, end hvad vi synes, at et land som Danmark burde kunne være i stand til," siger han.
Bag Foreningen Civilsamfundets Klimaforum gemmer sig en række bevægelser, foreninger og organisationer.
En af de mest omdiskuterede organisationer under Klimaforum09 er den yderligtgående aktivistorganisation, KlimaX, der allerede har meldt ud, at man vil forsøge at forhindre de officielle, politiske forhandlinger ved at forcere afspærringerne og overtaget topmødecentret.
KlimaX besidder én ud af syv bestyrelsesposter i Klimaforums bestyrelse og har dermed medindflydelse på, hvad der skal ske med de mange millioner, regeringen har bevilget.
Det ser Niels Fastrup dog ingen problemer i.
"Det er bedre, at de bliver integreret i Klimaforum frem for, at man skubber dem ud på gaden. Jeg vil godt slå fast, at støtte til Klimaforum ikke er støtte til ulovligheder rettet mod Bella Centret eller andre," siger han.
Newspaq har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet om støtten til KlimaX og dagens møde.