Der findes ikke noget krav om, at sygeplejestuderende skal lære førstehjælp tidligt i deres skoleforløb.
Og det selvom de ganske hurtigt kommer ud på klinik og kan møde patienter uden opbakning fra en rutineret kollega.
Det mener formanden for Sygeplejestuderendes landssammenslutning, Niklas Kline Lange, skaber usikkerhed både for patienter og studerende.
"Det er vigtigt at lære førstehjælp tidligt, fordi allerede de første gange man kommer ud på en klinik, der skal man lære at være selvstændig. Og det inkluderer at være hos patienterne. Det er meget vigtigt, at når man står hos en patienter alene i deres hjem eller på sygehuset, så kan man handle, hvis det sker noget uforudset," siger han til Newspaq.
De studerende ønsker sig, at førstehjælp bliver en fast del af pensum, så tidligt på uddannelsen som muligt.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger til TV2 News, at han nu vil gå i dialog med lederne på sygeplejeskolerne, men han vil ikke indføre et krav om, at de studerende kommer igennem et førstehjælpskursus tidligt i uddannelsen.
Kravet om tidlig førstehjælpsundervisning blev fjernet i 2002, bl.a. fordi man i dag skal kunne førstehjælp, når man tager kørekort.