Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
Artiklen er skrevet af
Udgivet fredag den 27. aug. 2010, kl. 19:09
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Sygeplejersker bliver ofte udsat for vold og trusler om vold. Men to ud af fem sygeplejersker ved ikke, om deres arbejdsplads har en voldspolitik.
Sygeplejersker bliver ofte udsat for vold og trusler om vold. Men to ud af fem sygeplejersker ved ikke, om deres arbejdsplads har en voldspolitik. (Foto: www.colourbox.com)

Sygeplejersker: Har vi en voldspolitik?

5.000 sygeplejersker udsættes årligt for vold. Men to ud af fem ved ikke, om deres arbejdsplads har en voldspolitik eller ej

Hver sjette af landets 30.000 sygeplejersker bliver årligt udsat for skub, mindre slag, spark eller bid på deres arbejdsplads.

En voldspolitik kan være med til at forebygge volden, før den opstår. Men to ud af fem sygeplejersker aner ikke, om deres arbejdsplads har sådan en.

Det viser en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Dansk Sygeplejeråd.

"Det er ikke godt nok. Slet ikke. Voldspolitikken skal ikke bare ligge gemt i en skuffe. Tværtimod skal en voldspolitik formidles bredt, så de ansatte kender den og kan bruge den som et forebyggende redskab. Ellers har den jo ingen funktion," udtaler Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

I 2008 indgik Dansk Sygeplejeråd en aftale med Danske Regioner om, at alle arbejdspladser skal have indført retningslinjer for at kortlægge, forebygge og håndtere problemer i relation til vold senest 1. april i år

Og nu klandrer sygeplejerådet arbejdsgiverne for dårlig kommunikation med deres medarbejdere.

"Formålet med aftalen er jo netop at øge opmærksomheden blandt medarbejderne om vold. Derfor er det langt fra godt nok, at så stor en andel af sygeplejerskerne ikke kender til en voldpolitik på deres arbejdsplads," lyder det fra Dorte Steenberg.

I Danske Regioner føler Jens Stenbæk (V), der er formand for regionernes Løn- og Personalepolitiske Udvalg, sig ikke ramt af kritikken. Han mener, regionerne gør meget for at forebygge og håndtere volden.

"Regionerne tager voldsepisoder på arbejdspladserne meget seriøst. Forebyggelse af vold er et område, der i høj grad prioriteres," forklarer han.

Jens Stenbæk understreger, at regionerne ikke nødvendigvis skal udarbejde en voldspolitik, men at der skal være retningslinjer for den samlede indsats med henblik på at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af vold, mobning og chikane.

"Vi skal fortsætte det vigtige arbejde omkring voldsforebyggelsesindsatsen, både fra centralt hold og lokalt. Vi har stor tillid til, at vores regionale ledelser kan varetage denne opgave og prioriterer den," lyder det fra Jens Stenbæk.

I runde tal bliver 7.500 sygeplejersker i basisstillinger udsat for trusler, mens 5.000 sygeplejersker hvert år udsættes for direkte korporligheder.

 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.