"Det er en helt klar tendens, at flere og flere sygeplejersker bliver
fyret, når de bliver syge, end for blot et år siden," siger formand
for sygeplejerskernes arbejdsløshedskasse, DSA, Anni Pilgaard.
"Der er ikke længere rummelighed på sygehusene til, at man kan tage
vare på sygeplejersker med skavanker, der betyder, at de ikke 100
procent kan varetage den funktion de er ansat i, og så bliver de
fyret," siger formanden, der også er 1. næstformand i Dansk
Sygeplejeråd.
Tendensen er i følge Anni Pilgaard så frisk, at der endnu ikke er tal
på, hvor mange der er blevet fyret udelukkende på grund af nedsat
arbejdsevne, men:
"Vi får langt flere henvendelser end tidligere fra medlemmer, der har
mistet sit arbejde på grund af sygdom. Det er en trist tendens.
Uetisk, vil jeg sige."
På Sygehus Lillebælt og på Rigshospitalet i København er man ét stort spørgsmålstegn:
"Den tendens er meget langt væk fra mit virkelighedsbillede. Vi gør
alt, hvad vi kan for at holde på vores ansatte uanset hvad," siger
sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt Helle Adolfsen, og
sygeplejedirektør på Rigshospitalet Helen Bernt Andersen stemmer i
koret:
"Det kan godt være, jeg er rasende naiv, men jeg har ikke fået den
slags sager på mit bord. Jeg er ikke bekendt med, at det skulle være
et problem, og jeg vil meget gerne se dokumentation for den
påstand," siger hun.
Dokumentationen er ikke håndgribelig, men Anni Pilgaard er ikke i
tvivl om, at sygehusene tager fejl:
"Jeg reagerer på, hvad vores A-kasse og vores tillidsfolk
indrapporterer, og her er det meget tydeligt, at det er et stigende
problem," siger formanden for DSA, der har 85.000 medlemmer
"Jeg vil med det samme gå i gang med at forfølge de oplysninger, vi får i DSA, så
sygehusene kan se, at de står med et voksende problem."