Hvis en slagsbror havde nikket hende en skalle efter arbejdstid, havde hendes chancer for at få en erstatning været større.
Men Mette Pilegaard er på vagt, da en af plejehjemmets demente mænd bliver psykotisk.
"Jeg holder ham i hånden for ikke at blive slået, så jeg når ikke at afværge, da han nikker mig en skalle," forklarer den dengang 31-årige sosu-assistent.
Faktisk bliver Mette Pilegaard udsat for vold tre gange på under seks måneder, men fordi volden finder sted på hendes arbejdsplads, er der ingen økonomisk hjælp at hente.
Erstatningsnævnet, der behandler hendes ansøgning om erstatning i henhold til offererstatningsloven, vender tommelfingeren nedad.
Vold? Nej, kun fysisk kontakt
Nævnet konkluderer, at der i Mette Pilegaards tilfælde kun er tale om "fysisk kontakt".
"Jeg bliver harm. Det er uretfærdigt, at vold på åben gade er mere værd end vold på jobbet. Jeg passede jo bare mit arbejde," mener Mette Pilegaard.
I Erstatningsnævnet er det mere reglen end undtagelsen, at offentligt ansatte får afslag. Begrundelsen er, at de skal kunne tåle mere.
Det mener i hvert fald flere fagforeninger og advokater med speciale i arbejdsskadesager. Ifølge dem bliver Mette Pilegaard og andre med varme hænder forskelsbehandlet.
Et par på skrinet
En uge efter skallen bryder Mette Pilegaard grædende sammen på jobbet, da en kollega spørger, hvordan hun har det. Hun bliver sygemeldt.
To måneder senere bliver sosu-assistenten igen udsat for vold. Denne gang er gerningsmanden en dement kvinde uden sprog.
"Hun giver mig et par på skrinet og flår så meget i min uniform, at to-tre knapper går op," husker hun.
Mette Pilegaard bliver sygemeldt og vender tilbage på nedsat tid. Tre måneder senere går det igen ud over hende, da hun skal hjælpe en elev med at få en dement mand fra sengen og ned i en rullestol.
"Jeg får en blid knytnæve på kinden. Jeg siger hov, fordi jeg tror, at det er en fejl, men da jeg ser ind i hans blik er det sort. Han slår mig ikke igen, men hans adfærd er truende," siger sosu-assistenten.
Det bliver sidste gang, at Mette Pilegaard plejer demente.
Knækket af volden
Hun får diagnosen post-traumatisk stress. En kronisk lidelse, der giver hende angstanfald og depressioner.
"Jeg har været stærk i mange situationer. Store mænd har råbt og skreget mig ind i hovedet, mens jeg har badet dem. Men volden har knækket mig," siger den erfarne sosu-assistent.
Mette Pilegaard får en fyreseddel på grund af sygdom. Siden har FOA kæmpet for, at hun får den erstatning, som fagforeningen mener, at hun har krav på.
Midt i juni får FOAs advokat brev fra Erstatningsnævnet.
"Nævnet finder det ikke (...) tilstrækkeligt dokumenteret, at den modstand, de ældre beboere udviste ved din klients håndtering, har indebåret en overtrædelse af straffeloven," skriver landsdommer Michael Lerche, der er formand for nævnet.
Mette Pilegaard får altså ikke en krone i erstatning.
Erstatningsnævnet begrunder afslaget med, at skaller og lussinger er en forventelig del af en sosu-assistents arbejdsdag.
"Det er nedværdigende. Det er jo ikke min skyld, at volden har knækket mig. Jeg kunne ikke forudse, at jeg ville ende som psykisk sårbar," siger Mette Pilegaard.
Ondt i økonomien
Den udeblevne erstatning får store konsekvenser for Mette Pilegaard.
Hun får nemlig heller ikke erstatning af Arbejdsskadestyrelsen, selvom styrelsen anerkender hendes psykiske arbejdsskade.
Myndigheden mener, at hun kan medicinere sig ud af de depressioner, hun får på grund af de tre traumatiske hændelser på plejehjemmet.
"Min kæreste har taget sig af mig. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis han ikke havde været der," siger Mette Pilegaard, der i dag er i voksenlære på kærestens benzintank.
Selvom hun har tabt i Erstatningsnævnet, håber hun, at enten den ansvarlige minister, justitsministeren, eller Folketingets politikere vil komme hende og andre offentligt ansatte til undsætning.
"Det eneste, jeg forlanger, er at få dækket de tab, jeg har haft i de perioder, hvor jeg har været syg eller under uddannelse. Det er jo ikke alverden," siger den tidligere sosu-assistent.