Da braget fra sammenstødet har lagt sig, kan Patrik se, at hans højre ben er hævet. Han er kørt ind i en parkeret trailer på scooter i den lille by Tørring 20 km fra Vejle. Falckfolkene fra ambulancen siger, at benet er brækket under knæet, men ellers er der ikke sket noget. Det er 28. september 2006 og begyndelsen på et mareridt for en helt almindelig familie.
På Vejle Sygehus kan 17-årige Patrik godt vrikke med tæerne, og benet kommer i gips.
»Vi åndede lettet op, da vi hørte, at benet kun var brækket,« siger Patriks mor, Lone Christensen.
Men de burde langtfra være lettede. Det er kun begyndelsen.
Intensiv afdeling
På sygehuset får Patrik så meget smertestillende medicin, at han ikke kan fortælle, hvordan benet føles. I løbet af natten hæver musklerne inde bag gipsen, og næste morgen konstaterer en læge, at Patrik skal opereres, så musklerne kan få ilt. Da de åbner den unge mands ben, ser de, at blodforsyningen er så dårlig, at han straks skal flyttes til Kolding Sygehus. Her arbejder læger med speciale i blodkar videre på Patrik, der stadig er i fuld narkose.
Efter tre operationer på Kolding Sygehus vågner Patrik op på intensivafdelingen. Nyrerne arbejder på højtryk med at fjerne affaldsstoffer fra hans blod. Hans mor er hos ham hele tiden. På begge sider af benet løber 40 centimeter lange snit, hvor lægerne har arbejdet med at genoprette blodforsyningen. Han kan ikke vrikke med tæerne mere, og foden hænger slapt ned, uden Patrik kan løfte den.
I begyndelsen af oktober synes Lone Christensen, at der kommer en lugt af døde muskler fra benet. Lugten kan hun genkende fra sit job som plejer. Men hendes bekymring bliver afvist.
Der går cirka 20 dage, før lægerne finder ud af, at en gruppe muskler i benet er gået til. Kort efter bliver Patrik og hans mor overført til Odense Sygehus, hvor specialister skal fjerne den døde muskulatur. En læge siger direkte, at Patrik er i fare for at miste benet.
I kørestol
På operationsbordet finder eksperterne ud af, at benet godt kan bære med de muskler, der er tilbage. Men det bliver ikke muligt for den unge mand at vippe med sin fod igen. Den vil altid skulle holdes oppe af en skinne. Familien Christensen er lettede over, at benet ikke skal amputeres. Men de ved heller ikke, at der er mere i vente.
Efter 43 dage på de tre forskellige sygehuse bliver Patrik udskrevet i en kørestol. I fem måneder går han til kontrol med sit ben, og han bliver nødt til at droppe ud af Handelsskolen i Vejle på grund af smerter. Selvom månederne går, er der stadig et lille sår på benet, som ikke vil hele.
Glemt svamp
Så 16. maj, syv en halv måned efter scooterulykken, skal han syes på Vejle Sygehus. Lægen, der renser såret, opdager et fremmedlegeme, og da han skærer dybere, kommer der en 10 centimeter lang og 2 centimeter bred svamp ud af Patriks ben. En svamp, som lægerne i Odense har overset, da de syede benet sammen for næsten et halvt år siden.
Det er indtil nu det sidste, den hårdt prøvede familie har oplevet af fejl i sundhedsvæsnet.
»Vi undrer os over det, der er sket. Det har været forfærdeligt med alle de dårlige nyheder,« siger Lone Christensen, der har klaget til Patientklagenævnet over behandlingerne.
Hun står frem, fordi hun vil gøre opmærksom på, at landets sygehuse altså begår fejl, og med håbet om, at de er mere opmærksomme en anden gang, et menneske kommer ind med et brækket ben.
Patrik er i dag 18 år. Han halter lidt og bruger en støtteskinne, men han spilder ikke tiden med at spekulere på de ting, der er gået galt.
»Jeg er ikke typen, der går rundt og er bitter,« siger han.
Efter planen skal han begynde på teknisk skole efter sommerferien. Han vil være mekaniker. Drømmen om at blive politibetjent har han slået en streg over.