Dengang løftede han 10 tons kufferter om dagen. Nu kan han ikke løfte en stegepande med bøffer. Dengang gik han på værtshus med kollegerne hver uge for at få en fyraftensbajer. I dag er TV’et i stuen hans selskab i hverdagen.

”Arbejdet er halvdelen af livet,” konstaterer 50-årige Ramesh Bhardwaj, der mistede sit job, da han for syv år siden var ude for en arbejdsulykke og fik en diskusprolaps i nakken.

Han var i mange år ansat i Københavns Lufthavn som bagagearbejder, indtil den dag han mistede sit job. Ulykken gjorde ham invalid, og da jobbet forsvandt, mistede han også de kollegaer, der havde været hans tætte venner mange år.

Fra en P-plads med en pølsebod og nogle bænke, kan han se ud over lufthavnen. Her kommer folk for at se, når flyene lander og letter. Men selvom lufthavnen og P-pladsen blot er 100 meter fra Bhardwaj
hus, tager han normalvis aldrig herned for at se flyene og sin gamle arbejdsplads.

”Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg har ikke lyst.”

Porten

Ulykken startede med en sort kuffert, der var faldet af den lange bagagevogn og lå lige uden for den store hal med transportbånd. Der var travlt, for de mange rejsende stod og trippede for enden af båndene for at få bagagen, så de kunne komme hjem fra ferie.

”Kufferten skulle væk, for passagererne skulle jo videre,” pointerer Bhardwaj.

Han hoppede fluks op på en vogn og kørte hen for at samle kufferten op. Da han kørte tilbage ind i hallen slog den tre meter brede port lige ned i nakken på ham. Den åbnede automatisk op og ned fra fem meters højde og havde overset Bhardwaj.

”Censoren overså dig nok, fordi du er mørk,” lød det kækt fra en kollega til Bhardwaj, der oprindelig er fra Indien.

Det var ikke ondt ment, for den slags jokes var hverdag blandt de tætte kollegaer. Og i første omgang troede ingen, at der var sket noget særligt. Men da han i dagene efter fortsatte med arbejdet, fik han mere og mere ondt i nakken og i venstre arm. Han blev sygemeldt, og lægens dom faldt prompte: Du har fået en diskusprolaps.

Fyret

Derefter kom fyresedlen fra SAS, og i dag er Bhardwaj total lammet af smerter og kan ikke arbejde. Ikke engang i skånejob, det har han forsøgt et utal af gange.

”Det jeg savner mest er kollegaerne. De var mine venner. De var tit herhjemme med deres familier og spise middag med mine kone og vores børn, og vi have et godt sammenhold på arbejdet,” fortæller han.

Han tager morfin to gange om dagen, men så kan han ikke føre en samtale uden at blive søvnig og vrøvle. Så for at kunne fortælle om ulykken, har han måtte droppe morfinen her til morgen. Straffen er ekstra mange smerter i nakken og armen. Derfor skifter han uroligt stilling hele tiden, når han sidder ned.

”Jeg savner at møde ind en halv time før og drikke en kop kaffe med kollegaerne. Og cykle stille og roligt hjem fra arbejdet og snakke om dagen og familien derhjemme. Vi hyggede os rigtig meget,” husker han og forsøger igen at finde en ny måde at sidde på bænken ved P-pladsen.

Uden for hegnet

Ligeså stærkt fællesskabet mellem Bhardwaj og hans 10 kollegaer var dengang, ligeså hurtig kom han ud i kulden, da stoppede med at læsse kufferter.

”Mine kollegaer var rare og hjælpsomme. Og de var ligeglad med, at jeg var udlænding. Men ingen af dem har kontaktet mig siden og spurgt, hvordan jeg havde det. Der er ingen kontakt, når man er ude på den anden side af hegnet.”

Ofte vækker smerterne ham kl. 4.00 og han må stå op. Her sidder han i timer overladt til sine egne tanker. Men han kan ikke lide at mindes arbejdet og kollegaerne, han har mistet.

”Hva’ faen er der sket med dig?”

Flere gang op til ulykken havde Bhardwaj rapporteret til lufthavnen, at porten ikke virkede som den skulle. Nogen gange lukkede den ikke og lod den kolde luft sive ind i hallen. Men ledelsen tog ikke affære.

Efter ulykken erkendte SAS og Københavns Lufthavn, at de var skyld i ulykken og udbetalte erstatning. Sammen med erstatningen, som hans fagforening 3F skaffede ham fra arbejdsskadestyrelsen, får Bhardwaj hver måned et beløb, der svarer til det, han skulle have haft i løn.

På vejen tilbage fra flyvepladsen, render Bhardwaj ind i en tidligere kollega. Han har bundet venstre hånd ind i gips og plastre.

”Hva’ faen er der sket med dig, Jens?” udbryder Bhardwaj.

”Jeg faldt over en taske med golfkøller og brækkede hånden,” forklarer han.

”Nå, jeg vidste ikke, du spillede golf…”

”Nej, selvfølgelig spiller jeg ikke det bøssekroket. Jeg faldt ude i lufthavnen. Men jeg skal snart have det af. Så jeg håber ikke, jeg får nogen mén.”

”Kan du godt arbejde, når du har fået det af?” spørger Bhardwaj.

”Det håber jeg, ellers har jeg jo stadig min højre arm…”

Derefter hilser de to tidligere kollegaer farvel og fortsætter i hver sin retning.