Borgerne i Lindelse dæmper stemmen og slår blikket ned, når emnet bringes op. Skilsmissen, der ramte den idylliske landsby for år tilbage.
»Tjah, de kunne vel bare ikke få det til at fungere,« siger Jette Christiansen henkastet om det tidligere ægtepar længere nede ad gaden, før hun skynder sig at skifte emne. Skilsmissen snakker man ikke om i Lindelse.Måske er det, fordi de ikke gør den slags på Sydlangeland. Bliver skilt, altså. Faktisk er ægteskabet nærmest helligt i den lille kommune med knap 4.000 indbyggere.
Blot to ægtepar blev skilt sidste år. Det placerer Sydlangeland på en førsteplads på listen over kommuner med færrest skilsmisser.
»Vi har vel færre fristelser herude på landet,« siger Michael Christiansen, ejer af byens enlige købmandsbutik, mens han kigger drilsk på sin kone. Hun svarer med et højlydt grin.
»Men det er jo nok rigtigt. Vi har ikke de samme muligheder for at gå i byen. Man sidder for det meste hjemme og ser fjernsyn«, siger Michael og konstaterer tørt:
»Vi mangler nogle bodegaer.« På den anden side af den efterårsklædte gade minder landsbykirken dem om det løfte, de gav hinanden for 14 år siden. Vendingen til døden jer skiller betyder rent faktisk noget på Sydlangeland.
»Vi er nok bedre til at give det en ekstra chance. I byen har man måske for nemt ved at give op, men herude snakker man sammen, får hjælp fra naboerne og er mere realistiske. Vi forventer ikke nødvendigvis, at ægteskabet hele tiden skal være problemfrit,« siger Jette Christiansen.Tosomheden er straks mere sårbar i storbyerne. Øverst på listen over kommuner med flest skilsmisser ligger København ? skarpt forfulgt af Frederiksberg. Og det undrer ikke eksperterne.
Risiko for utroskab
»Hvis et par i storbyen mister gnisten, så tænker de straks: Åh nej, vi kan umuligt være sammen mere. På landet kan man måske godt ærgre sig over, at gnisten er væk, men det er ikke skilsmissegrund. Her går man i den samme plovfure, og derfor tænker man sig om en ekstra gang,« siger parterapeut og psykolog Sanne Neergaard. Kollegaen Ingrid Ann Watson er enig:
»På landet kæmper man sammen. Man har ofte kun hinanden og er derfor nødt til at få det til at fungere. Det stammer måske fra gamle dage, hvor ægteskabet jo også var et venskab og et økonomisk, praktisk forhold,« siger hun.
»I byen er udvalget større. Man går til fritidsundervisning, julefrokoster eller spiller golf og har en langt større omgangskreds. Derfor er risikoen for utroskab også større,« siger hun. At utroskab er et storbyfænomen, nikker man genkendende til i Lindelse. Hverken Michael eller Jette Christiansen har hørt om den slags. Eller som Michael spøgefuldt siger det:
»Det er i hvert fald ikke noget, vi snakker højt om.«