Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Svenskerne snuser sig fra døden

Start et spil på Spigo.dk
Spil

26. maj 2007 kl. 11:25 Nyhedsavisen
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen
JOURNALIST
Nyhedsavisen
Nyhedsavisen udgav artikler på Avisen.dk frem til 1. september 2008

En svensker lever i snit næsten tre år længere end danskere, og langt færre begår selvmord. Vi ryger og drikker os ihjel, siger forskerne – vi skulle hellere snuse som svenskerne.

Faktaboks

Du får meget mere ud af livet i Sverige end i Danmark. Svenskerne lever næsten tre år længere end danskerne, blandt andet fordi deres indtag af røg og alkohol er langt mindre end det danske. Det skyldes blandt andet, at den danske tobaksindustri har lobbyet voldsomt i EU.

Danmark er 15 år efter Sverige hvad angår folkesundhed.

Vi spiller på taberholdet i Danmark.

Vi halter nemlig håbløst bagefter Sverige, når det gælder udsigten til et langt liv.

Hør for eksempel: Der er udsigt til 75,6 års liv for en dansk drengebaby, men de svenske nyfødte pojker kan nyde 78,4 år i verden. Mønsteret er det samme for kvinder; her bliver svenskerne 82,8 år, hvorimod danskerne kun med nød og næppe fejrer 80 års fødselsdag.

Facit: på den anden side af Sundet lever de næsten tre år længere end vi gør. I Danmark er det faktisk kun de rige i Søllerød Kommune, der holder ud i lige så lang tid.

Og tallene gemmer sandelig også nogle af forklaringerne: danskerne hælder i gennemsnit 11 liter ren sprut om året i svælget, og det er næsten dobbelt så meget som i Sverige. Læg dertil røgen fra 28 procent af de danske mænd, der dagligt ryger – og tænk så på de blågule, hvor kun 15 procent af samme køn er hoppet på smøgen.

Næ, kryds dog Sundet. Her har man forstået, hvad sundhed er for en størrelse. Spørg bare professor i folkesundhedsvidenskab Finn Diderichsen fra Københavns Universitet, han har selv boet 30 år i Sverige, så han ved, hvad det handler om.

Finn Diderichsen, svenskerne er for seje. Mens danskerne bare dør. Ikke sandt?

»Tjo, svenskerne lever i hvert fald længere, det må vi konstatere.«

Ja, og hvad er grunden til det?

»Det er rygning og alkohol. Der er 30 procent større risiko for at dø tidligt eller få langvarig sygdom i Danmark end i Sverige.«

Men hvorfor ryger og drikker vi så meget mere end svenskerne, når vi kan se, at det slår os ihjel?

»Det er et godt spørgsmål, og det er der mange bud på. Men der er ingen tvivl om, at dansk lovgivning har været ringere end den svenske på sundhedsområdet. Da priserne for eksempel steg op gennem 1960’erne, lod man øl- og vinpriserne ligge konstant. Det betød et større forbrug,« siger han og peger på, at vi rundt regnet er 15 år efter svenskerne, hvad angår folkesundhed.

15 år? Tyg lige på den. Svenskerne vinder altså stort igen, og jeg kan ikke lige se, hvordan de skal indhentes. Jeg sidder og tænker på, hvor dyrt det mon er at flytte til Sverige.

Men Finn Diderichsen fortsætter:

»Men vi kan også takke den stærke tobaksindustri for vores dårlige odds.«

Der kom den. Så er det afsløret.

»Især House of Prince var meget stærke i Bruxelles og EU. Virksomheden havde en finger med i spillet, når det gjaldt om at forhale reklameforbud for nydelsesmidler eller forhindre, at Danmark lagde nogle højere skatter på cigaretter.«

Ja, det var jo ærgerligt. Men er det kun flasken og smøgen, der skiller os fra svenskerne?

»Nej, de har også været bedre til at samle behandlingsstederne på store steder i Sverige. Men også ude i samfundet er det anderledes. Jeg har boet der i 30 år, og især skoler og fagforeninger er mere opmærksomme på livsstile, end de er i Danmark. Man griber simpelthen hurtigere ind.«

Det er mærkeligt. Hvorfor kan vi ikke lære lidt af vores seje naboer?

Måske fordi vi giver op på forhånd. Faktisk gjorde 19,2 danske mænd per 100.000 indbyggere en ende på livet i 2005. Men i Sverige tager kun 17,5 deres liv.

Men ok. Hvordan kommer man så bedst i gang med at leve sundere? Hvordan når man op på svenske standarder som 83 kilo kartofler og 107 liter mælk om året – per person! – når man lige nu kun sætter 55 kilo og 97 liter til livs?

I Norge sidder afdelingsdirektør Bjørn Heine Strand på National Folkehelseinstitut. Han er norsk og neutral, og hans dom er benhård:

»Ja, I halter noget bagefter svenskerne. Måske skulle I overveje at bruge snus i stedet for cigaretter.«

Snus? Du anbefaler, at danskerne begynder at bruge snus? Og du er læge?

»Tja, jeg anbefaler ikke, at man begynder, hvis man ikke ryger. Men det er mindre skadeligt end rygning, og for mange svenskere erstatter det cigaretterne.«

Så måske ligger hele nøglen til et bedre og mere svensk liv i den lille runde dåse med det sorte indhold.

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
26.05-2007 | 12:55 af Lars Nielsen
De der gnasker snus, har vel heller ikke en af egne pløkker tilbage i gabet ?
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites