Svenskerne mister måske en allieret, hvis danskerne beslutter sig for at gå med i euro-samarbejdet.
Men Sverige vil ikke følge i Danmarks spor og afholde en afstemning om den fælles møntfod.
Det fastslår den svenske finansminister Anders Borg. Han siger igennem sin pressesekretær til nyhedsbureauet TT, at den svenske modstand mod euroen er for kompakt på nuværende tidspunkt, og at en afstemning derfor ikke vil være aktuel under den nuværende regeringsperiode.
Af de oprindelige EU-lande er det kun Storbritannien, Danmark og Sverige, der ikke har euro, og både i Danmark og Sverige har befolkningerne stemt nej til euroen.
Men hvis danskerne skulle stemme ja, kommer det til at få indflydelse i Sverige.
- Vi kommer ikke til at kunne stå uden for euroen, hvis vores nabolande er med, siger finansminister Anders Borg til Rapport, Sveriges Television.
Heller ikke EU-minister Cecilia Malmström vil lade svenskerne stemme om euroen.