Det har længe været kendt, at mange svenske studerende rejser til Danmark for at læse medicin.
Det har tidligere fået Danmark til at ændre reglerne, så det skulle blive sværere for svenske unge at blive optaget på medicinstudierne i Danmark.
Men nu viser det sig, at ansøgerne igen i år strømmer til Danmark.
Det skønnes, at hver femte nye medicinstuderende i år vil komme fra Sverige, skriver Jyllands Posten.
"Nogle synes, at det er et problem, og andre mener, at sådan er det, når man lever i EU. Det er dog vigtigt, at vi er opmærksomme på at behandle danskere og udlændinge ens," lyder det fra Jakob Lange, der er leder af Den Koordinerede Tilmelding.
Videnskabsminister Helge Sander (V) vil først se de konkrete tal, der kommer senere på ugen, inden han overvejer at tage kontakt til sin svenske kollega.
Sidste år søgte 796 udenlandske studerende ind på medicinstudiet, heraf var 335 svenskere. I år er det 1.105, som har søgt ind på studiet, og 605 af dem er svenskere.