Når den lille nye svenske prinsesse Estelle skal døbes den 22. maj i Slottskyrkan i Drottningholm, kan hendes navn vise sig at være ulovligt.
Det mener i hvert fald én svensker, der er utilfreds med, at navnet Estelle Silvia Ewa Mary ikke indeholder et efternavn. Han har derfor meldt det kongelige par til de svenske myndigheder, skriver norske Se og Hør.
I det svenske kongehus tager man sagen med ro.
"Den person kender ikke til, at kongelige personer ikke har et rigtigt efternavn, selv om de stammer fra slægten Bernadotte. Her i Sverige bruger man at præsentere de kongelige for eksempel som Kong Carl XVI Gustav, fuldstændig som I gør i Danmark, hvor man heller ikke bruger slægtens navn," siger informationschef i det svenske kongehus Bertil Ternert til BT.
Den svenske retsekspert Lars Tagenfeldt er uenig med kongehuset. Han mener ligesom anmelderen, at navneloven burde gælde for alle og ser derfor det manglende efternavn som et tegn på, at det svenske kongehus ingen interesse har i, at loven følges fuldt ud.
Den royale familie bruger gerne efternavne, men kun når de ikke vil genkendes.
Kilde: Se og Hør