Samariten, der skal overtage ambulancekørsel fra Falck i København, på Frederiksberg og i Roskilde, har indgået en aftale med FOA, meddeler fagforbundet.
"Jeg er rigtig glad for, at det nu omsider er lykkedes at skabe ordnede forhold for ambulancekørsel på de områder, som Samariten fremover overtager fra det offentlige," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
Den nye overenskomst er en såkaldt tiltrædelses-overenskomst til FOAs offentlige overenskomst. Det betyder, at løn- og ansættelsesvilkår for FOA-medlemmer, der ansættes ved Samariten, vil være uændrede.
"Der har undervejs været skabt tvivl om, hvorvidt Samariten reelt var indstillet på at følge aftaleforholdene på det danske arbejdsmarked. Med indgåelse af den nye overenskomst er den tvivl heldigvis ryddet af vejen," siger han.
Formelt etablerer Samariten sig i Danmark med både et moderselskab og flere datterselskaber - og det er et af datterselskaberne, der fremover har overenskomst med FOA.
"For FOA har det været vigtigt at forsvare overenskomstforholdene for især de ansatte ved Københavns Brandvæsen, som nu mister deres arbejde i kraft af, at Københavns Brandvæsen har tabt ambulancekørslen til Samaritten. Det er lykkedes med den nye overenskomst," konstaterer Dennis Kristensen.
FOA har tidligere etableret blokade mod Samariten, hvilket betyder, at Samariten ikke har kunnet ansætte FOA-medlemmer. Der har samtidig været varslet sympatikonflikt for at forhindre, at andre kunne køre ambulancer på vegne af Samariten.
"Overenskomsten skal nu godkendes af FOA's hovedbestyrelse, og jeg er glad for, at vi derefter kan ophæve både blokade og sympatikonflikter," siger Dennis Kristensen.