Han er kørt først over stregen 43 gange, hvilket er oftere end nogen anden i Giro d'Italia. Men i 2008 valgte han så at stoppe karrieren - for tredje gang.
Nu ønsker Super Mario igen at gøre comeback i selvsamme løb, der i år skydes i gang i Herning. Det skriver cycklingnews.com.
Mario Cipollini, der fylder 45 år senere i marts, har stadig masser, han kan tilbyde Farnese Vini-Selle Italia, som er holdet han agter at stille op for.
"Jeg ønsker at vende tilbage til cykling, og lede spurterne for Guardini," siger han med henvisning til Andrea Guardini, der er holdets førende sprinter.
En ting er sikkert; den ikoniske sprinter har ikke mistet selvtilliden, der blandt andet fik ham til at iklæde sig i gult fra top til tå, når han skulle forsvare førertrøjen i Tour De France.
"Jeg vejer 90 kg - otte mere end da jeg var i topform. Det er ikke fedt, men ren muskelmasse - specielt i mine arme og på overkroppen. Mine ben er perfekte. Jeg har en smule ondt i knæet og ryggen, men min motor er god, og klar til at stå imod," udtaler italieneren, der i hjemlandet også går under navnet Il Re Leone (løvernes konge red.).
Han er opsat på at hjælpe Guardini, der blev født elleve dage efter, at Cippolini vandt sin første Tour De France etape.
"Guardini har talent, og så kører han på mine cykler. Det ville være en smuk udfordring, hvis jeg kunne være en af hans hjælpere i Giroen. Og hvis jeg kørte hans spurter mod Cavendish, hvor mange ville han så vinde?," spørger han retorisk.
Udover sine mange etapesejre i Giro d'Italia, blev han også kendt som sprinteren, der trods adskillige sejre i Tour De France aldrig nåede helt til Paris. Og som manden, der kørte cykelløb i en zebradragt, en tigerdragt og en muskeldragt (Se billede ovenfor).
Kilde: Cyckling News