Harry Potter and the Deathly Hallows er forrygende, helstøbt, bevægende og hæsblæsende.
Sådan lyder dommen fra tre anmeldere, der øser ud af roser til den syvende og sidste bog om Harry Potter, der blev frigivet kl. 01.00 i nat dansk tid.
Jyllands-Postens anmelder giver bogen fem stjerner og skriver:
- Dagens udgivelse er det mest helstøbte, inspirerende og, hvad angår de mest storslåede og tragiske scener, også bevægende bind i hvert fald siden nummer fire, Harry Potter og Flammernes Pokal .
Politikens anmelder har siddet oppe hele natten uden at kunne lægge bogen fra sig.
- At det overhovedet kan lade sig gøre at læse bogen i ét massivt hug og endda være en uhyre fornøjelse, siger ikke så lidt om J. K. Rowlings fortællekunst, der på imponerende vis har holdt dampen oppe gennem hele Harry Potter-sagaen og som næsten overgår sig selv i dette sidste og for størstedelens vedkommende meget dystre bind, skriver Politikens anmelder.
Begge anmeldere glæder sig over forfatteren J. K. Rowlings evne til at binde trådene sammen fra de foregående bøger, så det pludselig giver en helt ny - og overset, men indlysende - mening. Også Ekstra Bladets anmelder drysser fem stjerner ud over Harry Potter-bogen.
- Kunstnerisk set er Harry Potter and the Deathly Hallows ikke mesterlig, men Rowlings iscenesættelse af den magiske parallelverden, herunder det magiske kostskolemiljø på Hogwarts, hvor intet længere ligner sig selv, er imponerende udført, skriver Ekstra Bladets anmelder.
- Samtidig er hendes evne til at få fortællingen til at løfte sig og bevæge læseren indiskutabel. Det nye bind har både sjæl og livfuld charme, fortsætter han.
Det er dog med en vis tristhed, at anmelderne har læst den sidste bog:
- Så ganske vist kan man blive lidt melankolsk ved, at historien om Harry er slut nu, for helt bortset fra alt udenomshalløjet er det også en litterær bedrift, og hvis J. R. R. Tolkiens Ringens Herre er den fantastiske litteraturs gamle testamente, er Harry Potter-serien lige så indlysende det nye, skriver Jyllands-Postens anmelder.
- Det er en smuk afsked med Harry, Ron og Hermione, skriver Ekstra Bladets anmelder.