Hver femte medarbejder skal væk.
Det er konsekvensen af et sandt arbejdsraseri i Arbejdsskadestyrelsen.
Styrelsen har gjort en ekstra indsats for at nedbringe de store bunker med arbejdsskadesager, der havde hobet sig op gennem årene.
Det er lykkedes så godt, at 70 til 80 medarbejdere nu mister arbejdet, skriver Nyhedsbrevet 3F.
32 har allerede fået en fyreseddel.
"Vi har hele tiden vidst, at flere stillinger ville forsvinde, når bunkerne var væk. Men derudover forsvinder yderligere 40-50 årsværk over de kommende år, når vi får et nyt elektronisk sagsbehandlingssystem indført," siger direktør i Arbejdsskadestyrelse, Anne Lind Madsen, til Nyhedsbrevet 3F.
Ifølge direktøren vil sagsbehandlingen blive mere effektiv, når det nye system gradvist indføres.
"Selv om vi bliver færre, så vil vi fortsat sikre en god sagsbehandling," siger Anne Lind Madsen til Nyhedsbrevet 3F.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F