To dages undervisning til 600 kroner. HA-, økonomi, jura- og HD-studerende er nogle af dem, der gladeligt betaler for ekstra undervisning. Igennem de seneste år er mange studerende begyndt at betale for eksamensforberedende undervisning, de såkaldte manuduktionskurser.
Complet A/S, Danmarks største udbyder af manuduktionskurser, havde således over 12.000 gennemførte kursusforløb sidste år i København, Århus og Odense.
»For et par år siden var det få studier, hvor man tilbød kurserne, men nu har det spredt sig. Vi synes, det er dybt problematisk. Det virker som et symptom på, at de studerende mangler noget,« siger Rune Møller, næstformand i Danske Studerendes Fællesråd.
»Den primære grund til, at jeg tilmeldte mig kurserne, var, at alle andre gjorde det. Jeg synes, at vi har haft en utilstrækkelig undervisning, og så tilmeldte jeg mig,« fortæller Ann-Kathrine Lønquist, som studerer HA på Copenhagen Business School (CBS). Hun anslår, at hun har brugt omkring 2.000 kroner på kurserne det seneste semester, og de penge synes hun generelt har været givet godt ud.
Korttidseffekt
»Jeg tror, det har en korttidseffekt, som gør, at man klarer sig bedre til eksamen. Men jeg tvivler på langtidseffekten,« mener Gert Bechlund, direktør på CBS, hvor mange studerende køber ekstra undervisning. Den udlægning er udbyderne af kurserne ikke uenige i.
Godt produkt
»Jeg er overbevidst om, at de studerende synes, vi har et godt produkt. De spilder ikke tiden med at læse det, som ikke er så vigtigt til eksamen,« siger Chresten Koed, direktør i Complet.
Ifølge virksomheden vender 94 procent af kursisterne tilbage. Danske Studerendes Fællesråd så gerne, at der ikke var behov for kurserne.
»De henvender sig meget til studerende, der er i den tidligere del af deres studium, og giver dem indtrykket af, at man ikke kan klare eksamen, hvis ikke man betaler for kurset. De lukrerer på nervøse studerende,« siger Rune Møller.