50 rockere slentrer ned ad Strøget.
Ikke for at promovere de nyeste kollektioner af læderveste og rygmærker i anledning af modeugen, men for at vise tyske turister rundt i København.
Omkring 30 Hells Angels-rockere fra Tyskland er nemlig på besøg.
"De er på besøg i forbindelse med en fest, som vi holder i aften. Og så ville de godt se byen, så de fik da en tur rundt," siger rockerklubbens talmand Jørn Jønke Nielsen til Newspaq.
Mange af gæsterne er nye tyrkiske og arabiske medlemmer med muslimsk baggrund. Men besøget er ikke et forsøg på at bløde op i forhold til bandekrigen herhjemme.
"Det er fordi, vi har det rigtig godt sammen med dem. Vi har været der nede flere gange, og nu kommer de her op og holder fest," fortæller Jønke.
Ifølge Newspaqs kilder, så spiste de fin og især sen aftensmad i Hells Angels klubhus på Svanevej i går aftes.
Årsagen var de godt 30 muslimer på besøg og den muslimske fastemåned, ramadanen. Gæsterne skulle ifølge deres tro vente til efter solnedgang, før de kunne kaste sig over måltidet.
Til festen i aften vil de danske rockere dog ikke vente på deres muslimske brødre, før de slår sig løs i faste og flydende varer.