Kravet er højere løn. 50.000 sygeplejersker og 20.000 ansatte i ældreplejen er klar til at strejke til maj, hvis de ikke får ønsket opfyldt. Under en strejke vil deres fagforening dække lønnen, men FOA og Dansk Sygeplejeråd har bestemt, at medlemmer, der først har meldt sig ind efter nytår, ikke får en krone.
Har valgt at klare sig selv
»De medlemmer, som har sparet sammen til strejke i årevis, skal ikke betale til nogen, som springer på toget i sidste øjeblik,« siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.
Han mener, at »hvis man indtil nu har valgt ikke at være medlem af fagforeningen, så har man også valgt at klare sig selv«.
Heller ikke Dansk Sygeplejeråd ønsker at give penge under strejke til medlemmer, der først har meldt sig ind efter januar.
»Strejkekassen er ikke kommet af sig selv. Den er bygget op i fællesskab, og hvis man vil have del i opsparingen, er det også naturligt, at man har betalt til kassen,« siger Kirsten Kenneth Larsen, direktør i Dansk Sygeplejeråd.
Nyuddannede får støtte
De to fagforeninger har dog bestemt sig for at frede nyuddannede og andre, som af naturlige årsager ikke før har kunnet være medlem af fagforeningerne. Melder de sig ind, vil de også få støtte under en konflikt.
»Det er første gang, vi er så tæt på en storstrejke hos de offentlige,« slår Dennis Kristensen fast.
Er man ikke medlem af en fagbevægelse, kan en strejke blive en dyr omgang. Hvis hospitaler og plejehjem svarer igen på strejken med en lockout (hvor arbejdspladsen beder ansatte blive væk), vil man hverken kunne få dagpenge eller løn, så længe konflikten varer.