Den mand, der fredag blev fundet død i vandet ved Skagen, er endnu ikke identificeret.
"Der holdes ligsyn i eftermiddag, men jeg forventer ikke, at vi bliver klogere efter det ligsyn. Vi må vente til obduktionen, der nok kommer onsdag," siger Karsten Toft, politiassistent ved lokalpolitiet i Frederikshavn, til Newspaq.
Liget er så opløst, at det kun er muligt at fastslå, at der er tale om en voksen mand.
Ifølge Karsten Toft kan der være tale om én af de unge mænd fra Århus, der forliste ud for Mandal i det sydlige Norge i august sidste år. Eller den danske mand, der sidste år - sammen med en kvinde - dykkede ud for Kristiansand, og som aldrig kom op igen.
"Der er stadig nogle af de unge, der kæntrede i Norge, der aldrig er dukket op. Det samme gælder de danskere, der dykkede ved et skib. Med mindre det selvfølgelig er én, der er blevet lempet over bord fra et skib, der er sejlet forbi," siger Karsten Toft.
I alt seks mænd i 20'erne forliste på en fisketur i en ombygget tysk redningsbåd på grund af dårlig uvejr. Det lykkedes to af dem at redde sig i land, mens de fire druknede. Liget af den ene af de fire skyllede senere i land i Sydnorge. De tre sidste er aldrig dukket op.
Det var en forbipasserende, der gik langs stranden, som opdagede den døde person i vandet fredag eftermiddag.