De kalder os stornæser. Efter sigende synes kinesere endda, at vi vesterlændinge er svært grimme, så måske er det derfor, at den danske rock-delegations første møde med MIDI-festivalen udvikler det sig til en ren rock n roll-catwalk.
30.000 anarkistisk indstillede kids udstyret med alt fra hanekam til nittearmbånd har spredt sig ud over den flere kvadratkilometer store Haidian Park, og synet af de forbi-spadserende danskere og deres farverige hel-arms-tatoveringer får straks grupper af fans til at fare ud af iglo-teltet.
For både Hatesphere og Rock Hard Power Spray bliver det til hundredvis af foto-sessions med fast blik og djævlehorn (det klassiske heavy metal-håndtegn). Selv Nyhedsavisens udsendte bliver foreviget flere gange. De tror, jeg er rockstjerne. Og det på trods af, at jeg stadig har store problemer med at få de rigtige fingre til at stritte, når vi laver det der djævletegn.
Til gengæld er jeg god til at bære guitarer for Rock Hard Power Spray. Og låne dem smøger. Og hente flere varme øl. Selv et interview bliver det til, da noget kinesisk web-tv (med flere millioner seere) gerne vil vide, hvad Rock Hard Power Spray egentlig spiller af musik.
Guitarist Frederik Valentin er just skredet, så jeg siger bare, at det var dem, der opfandt den form for rock n roll, hvor det gælder om at spytte og kaste med øl på scenen og i øvrigt smadre teknisk udstyr. Tolken oversætter. Intervieweren er imponeret.
Bagefter har Frederik (eller Fred, som han hedder hernede) travlt med at møde pigefans, der gerne vil håndspålægge hans bagdel og dyrke rituel jomfru-sex med ham (fænomenet er nærmere beskrevet i tidligere artikel).
»Jeg er meget imponeret over, hvor crazy folk opfører sig hernede,« siger han i endnu et tv-interview.
Anarki vs. politi
Men selvom Rock Hard tydeligvis nyder mediebelejringen, og Hatesphere ligefrem kalder de spontane møder med Kinas metalundergrund for fee ( fed udtalt på århusiansk), så er der reelt kun få af de kinesiske festivalgængere, der rigtig ved, hvad det lige er for noget farlig dødsthrash, Hatesphere står for, ligesom de fleste fans kun kan genkende Rock Hard Power Spray fra et foto i festivalprogrammet.
Folk indrømmer det gerne, hvis man spørger, for på MIDI Modern Festival handler det om at opdage og undersøge. At få sine følelser for musikken ud , som en ung kineser iført militær-bukser og nyindkøbt Guns N Roses-trøje siger det, inden han går op til den store scene for at crowdsurfe til et lokalt band kaldet AK-47. Et af de bands, der ikke bare lyder som Kina-udgaven af Green Day eller U2.
Publikum er helt vilde. Måske er det trangen til at opleve kaos i det topkontrollerede kommunist-styre, som til lejligheden har sørget for, at 800 politifolk (plus alle de civile) holder et vågent øje med festivalløjerne. Det er bare svært at få kinesere til at snakke om politik. Måske på grund af sprogbarrieren, måske fordi vi befinder os i et land, hvor man ikke slår ordet menneskerettigheder op i ordbogen.
Dansker-mandens Kina-rap
Det kommer måske med alt det, som kineserne i øvrigt kopierer fra vesten. Ipods, James Bond-dvd er, Converse, Metallica-cd er og 100.000 andre kendte mærkevarer. På festivalens markedsplads kan du således købe alt, hvad en wanna be-rock n roller behøver for at fintune attituden.
Læder, nitter, klistermærke-tatoveringer, langhårede parykker. Hiphop-gear er sværere at lokalisere, men heldigvis er danske UFO Yepha netop hernede for at lære de lokale rappere noget om både studiefaciliteter og følelsesmæssigt flow.
Det går fremad – skulle vi hilse og sige. Da duoen optræder på MIDI-festivalen, foregår det (naturligvis) på dansk, men selv om de kinesiske tilhørere tydeligvis ikke forstår et ord, så er de straks svært begejstrede og kaster taktfast hænderne i vejret.
»Sproget betyder sgu ikke noget, det var fedt,« konstaterer UFO bagefter med et bredt smil.
Det er så sandt, som det er sagt. Samme aften får Hatesphere en hel koncertsal kinesere til at skråle FISSE , mens Rock Hard Power Spray senere udvider repertoiret ved på nærmeste restaurant at komme med selvsamme tilråb, mens de banker rytmisk i bordet. Det synes alle er vældig skægt. Også tjenerinderne. Det handler bare om at have den rigtige attitude.