Den neoliberale politik fra Valutafonden og Verdensbanken har massakreret økonomierne i de fattigste lande.
Deres politik med at tvinge selv de fattigste ind i markedsøkonomi har gjort mange af dem til importører af mad snarere end overskudsproducenter.
Disse indgreb har været presset ned over hovederne på fattige lande, der var tvunget til at låne penge i de kapitalistiske banker kontrolleret af de rige vestlige lande.
Verdensbanken arbejder for udvikling, mens Valutafonden skal sikre makroøkonomisk stabilitet.
Fremtiden er i henhold til FNs handelsorganisation bygget på støtte fra nyrige lande som Brasilien, Kina, Sydafrika og Indien. Selv om de stadig har massive fattigdomsproblemer selv, besidder de økonomiske og professionelle ressourcer, der kan bruges positivt.
Bankerne gjorde stor skade
Der findes 48 lande i verden, hvor gennemsnitsindkomsten for indbyggerne er under en enkelt dollar om dagen. To-tredjedele af dem ligger i Afrika syd for Sahara.
Disse lande er den, som de markedsorienterede holdninger i Valutafonden og Verdensbanken har skadet mest, hedder det i en ny rapport.
Det er ikke bare en socialistisk bandbulle imod kapitalismen, der her citeres. Det er ingen anden end FNs handelsorganisation UNCTAD, hvis generalsekretær Dr. Supachai Panitchpakti svinger pisken i en ny rapport.
Han ser de voksende økonomier på den sydlige halvkugle som redningen for de fattigste.
De fattige er blevet marginaliseret uden ende, mener organisationen. Fortsætter det, vil de fattige lande blive endnu fattigere før end senere. UNCTADs eksperter ser simpelt hen samarbejde mellem landene i syd som fremtidens løsning.
[pagebreak]Råvarer
Kritikere mener, at udviklingslande uklogt kaster sig over eksport af deres råvarer for at få penge i kassen. Det meste til sultne Kina. Lederen af UNCTADs Afrika-afdeling siger, der er noget vrøvl. Han henviser til flere tilfælde, hvor fattige landes eksport til ligestillede lande er steget 18 procent om året det sidste ti-år.
Det nye udspil fra UNCTAD, der beskæftiger sig med internationale handelsaftaler, bygger på en erkendelse af, at de rige landes økonomier ligger i ruiner eller i bedste fald dødstille. Der er ikke meget at hente. Så derfor gælder det om at fokusere på de nyrige med solid vækst.
Det går solidt fremad for de fattigste landes økonomier med 5,7 procent vækst i nationalprodukt sidste år. Det er sundt og godt, omend lavere end i boom-årene 2001-08. I år forventes en gennemsnitlig stigning på 4,9 procent. Asiatiske lande vil klare sig lidt bedre end afrikanske.
Udviklingen er dog ikke helt nok til at modsvare væksten i befolkning.
Forskel på lande
De solide fremskridt økonomiske i asiatiske lande som Nepal, Cambodja og Bangladesh skyldes deres styrke i at fremstille industrielle produkter som tekstiler og elektronik. Afrikanske lande producerer mere råvarer, som sælges til industrier.
Ikke overraskende mener UNCTAD, at Afrika skal se at lære af fattige lande i Asien. Her har staten grebet ind og skabt strukturelle forandringer, der dannede grundlag for udvikling og investeringer.
Gennem støtte fra staten i både industrielle, finansielle og sociale sektorer som sundhed og uddannelse lykkedes det at skabe bedre vækst.
Det er sådan set modsat de markedsbaserede politikker, som Valutafonden og Verdensbanken har promoveret eller direkte krævet gennem 40 år. UNCTAD mener altså, at markedskræfterne ikke er nok til at skabe solid og bæredygtig udvikling.
Samtidig svinder de rige landes bistand til fattige naboer, mens de nyrige som Brasilien, Kina og Indien har svulmende valutareserver på billioner af dollars, som de kan og vil kaste ind i udvikling gennem investeringer.
I samarbejdet mellem disse lande vil metoden være anderledes end med Verdensbanken og Valutafonden. Det vil stadig være baseret på markedsøkonomi men ikke neoliberalisme, der er uden statslig kontrol.