Iran er ikke det eneste land, hvor der bliver demonstreret imod den kontroversielle præsident Ahmadinejad. Der har været voldsomme sammenstød i Tehran, men på Rådhuspladsen i København demonstrerede over 1.000 mennesker tirsdag aften imod valget.
Der blev råbt slagord og flaget med iranske flag, og selvom mange af de fremmødte havde iransk afstamning, var der også mange etniske danskere blandt demonstranterne, fortæller Newspaqs udsendte på stedet.
Samtidig var der taler af blandt andre Venstres Karen Jespersen og SF's Villy Søvndal, der begge er dybt bekymrede over udviklingen.
Flere demonstranter holder skilte med teksten "Where is my vote?" (Hvor er min stemme?). De henviser til de hundredetusindevis at utilfredse iraner, der de seneste dage har været på gaden i Iran.
Demonstranterne mener, at der er blevet snydt med valget, og at deres stemmer på oppositionens kandidat er blevet ignoreret.