Hvis du skal i gang med at købe ind til aftenens hakkedrenge eller weekendens julefrokostfrikadeller, så kan du ikke stole på kødets varedeklaration.
Det er blot få måneder siden, at myndighederne kunne konstatere, at blandt andet SuperBest fusker med kødet.
Nu har Fødevarestyrelsen så testet kød igen, denne gang i en række supermarkeder. Kontrollen viser, at 13 procent - eller mere end hver 10'ende pakke hakket kød - er mærket forkert.
Det er for dårligt, mener fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
"Det er jo noget sjusk. Vi skal som forbrugere kunne stole på, at det er en rigtig deklaration, så vi præcis ved, hvad der er i den fødevare, som vi betaler for," siger Eva Kjer Hansen til Newspaq.
På mange af kødpakkerne var der angivet mere fedt, end kødet faktisk indeholder. Dermed er kødet faktisk mere magert, end du tror.
Men det dur alligevel ikke, mener fødevareministeren, der nu vil have Fødevarestyrelsen til at lave langt flere målrettede kontroller fremover.
"Vi bliver nødt til at fastholde opmærksomheden på området. Når mere end hver 10. fortsat laver fejl, så er det ikke godt nok. Jeg vil sørge for, at Fødevarestyrelsen fastholder opmærksomheden på deklaration af det hakkede kød," fastslår Eva Kjer Hansen.
Fødevarestyrelsen testede hakket oksekød, svinekød og hakket kalv/flæsk i deres kødkontrol.