Skal regeringens økonomiske politik hænge sammen, skal de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det skal bidrage med to milliarder kroner til statskassen, og her er SU'en det mest håndgribelige redskab, som politikerne kan pille ved.
Heldigvis for de studerende er et overvældende flertal på 84 procent af den danske befolkning imod SU-nedskæringer, viser en meningsmåling, som YouGov har foretaget for metroXpress.
Blot syv procent vil skære i uddannelsesstøtten, og det glæder Torben Holm, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.
Han afviser dog ikke, at regeringen kan finde penge ved at få de studerende hurtigere igennem studierne og dermed bruge færre penge på SU og få mere ind i skattekroner.
- Men vi er meget skeptiske over for, om man kan finde alle to milliarder på den måde, og så er det min frygt, at regeringen vil skære ned i SU'en og skuffe 84 procent af danskerne, siger han til metroXpress.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) glæder sig til gengæld over, at de studerende anerkender, at man kan finde penge ved at få de unge hurtigere igennem.
- De studerende skal tidligere ud på arbejdsmarkedet og blive skatteydere frem for SU-modtagere, siger han til metroXpress.
Ni procent af de 1005 repræsentativt udvalgte personer i meningsmålingen, som er i alderen 18-74 år, har svaret "ved ikke" til spørgsmålet, om SU'en skal være større, mindre eller uændret.
/ritzau/