"Det ligner diskrimination i staten."
Sådan siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen, efter Politiken i dag kan afsløre tal fra fagforeningerne HK og DJØF, der viser, at der er en overvægt af personer over 55, der bliver fyret i staten.
"Det ser ikke på nogen måde smukt ud. Der skal altid være sikkerhed for, at der ikke sker diskrimination," mener han.
Også Dansk Folkeparti synes, det ser mærkeligt ud, at de ældre bliver fyret.
"Det er jo misvisende, at regeringen kommer med en politik om, at de ældre skal blive på arbejdsmarkedet, og så de statslige institutioner går i spidsen med at afskedige de ældre," mener arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.
Men beskæftigelsesministeren slår fast, at fyringer af ældre ikke er en bevidst statslig strategi.
"Det er arbejdsgiverens opgave at sammensætte medarbejdergruppen på den bedst mulige måde, men man må ikke blive diskrimineret på baggrund af køn eller alder," siger Inger Støjberg.
Hun opfordrer derfor folk til at klage, hvis de føler sig diskrimineret.