De ville slå fem personer ihjel på bestilling, ifølge politiet. Nu er de sigtet for planer om lejemord.
En 42-årig dansker og en 35-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk fra Nørrebro-miljøet er i dag blevet sigtet i sagen.
Københavns Politi bekræfter, at to mænd er sigtet for flere drabsforsøg, og at der er tale om lejemord.
Politiet mener, at de to mænd på bestilling planlagde at myrde mindst én af personerne på mændenes dødsliste , som rummer fem navne. De to mænd vil blive sigtet for drabsforsøg og fremstilles i eftermiddag i Københavns dommervagt med krav om fængsling.
Drabene blev planlagt allerede i efteråret 2006, men først for nylig har politiet har fået færten af mordplanerne.
- De har begge, men i særdeleshed den 35-årige, en utrolig stor tilknytning til Blågårds Plads-bandemiljøet, og der er ikke tale om et internt opgør men et opgør mellem de forskellige bander. Det er naturligvis en slags uvenskab, der ligger til grund for lejemordene, men mere i detaljer kan jeg ikke komme, siger politikommissær fra Københavns Politis afdeling for Organiseret Kriminalitet, Jesper Simonsen, til EB.dk.
Politiet vil ikke lige nu og her oplyse mere om, præcis hvor mange de to planlagde at myrde, hvordan mordene skulle udføres, hvorfor de aldrig blev udført, eller om der er flere anholdelser på vej.
De to mænd vil blive sigtet for drabsforsøg og fremstilles i eftermiddag i Københavns dommervagt med krav om fængsling.