Danmarks bedste kvindelige badmintonspiller, Tine Rasmussen, er nu indirekte skyld i, at Danmark mister et af sine største talenter inden for fjerboldsporten.
Den 19-årige Anne Hald Jensen ansøger nemlig om græsk statsborgerskab, så hun får nemmere ved at kvalificere sig til OL i London i 2012. Bliver hun i Danmark, er hun nemlig tvunget til at komme blandt verdens 16 bedste i damesingle, så Danmark på den måde kan få lov til at udtage to kvinder. Derfor vælger hun nu en sydeuropæisk smutvej.
"Grækenland har ingen gode piger, så ved at stille op for dem kan jeg måske nøjes med at være i top-80 eller -70 for at komme til OL," siger Anne Hald Jensen til Politiken.
Det er dog ikke OL-drømmen, der alene er skyld i hendes nationalitetsskift, fortæller det 19-årige stjernefrø, der er indehaver af Danmarks Badminton Forbunds særlige pigetalentpris.
"Den primære grund er, at jeg gerne vil være tættere på min græske kæreste gennem længere tid, men det er da en klar bonus, at jeg på den måde har langt større chancer for at komme med til OL, der er min store drøm," siger hun.
Beslutningen ærgrer sportschef i Dansk Badminton Forbund, Finn Trærup-Hansen.
"Hun er et pænt stort håb i dansk badminton, så vi er selvfølgelig kede af, at hun skifter," siger han og fortsætter:
"Vi har investeret i hende som en del af de piger, der kan noget i damesingle. Jo flere, der konkurrerer om pladserne, jo bedre er det for dansk talentudvikling, og der kommer vi til at mangle en pige," siger han.
Det 19-årige talent forstår ærgrelsen og har da også brugt lang tid på at nå frem til sin beslutning.
"Jeg havde selvfølgelig foretrukket at komme til OL for Danmark, men for mig er badminton et arbejde, og jeg må se på det som en business," siger hun.
Anne Hald Jensen spiller denne og næste sæson i sin aalborgensiske klub, Triton, men søger allerede nu om græsk statsborgerskab, som hun håber at kunne få inden for et halvt år.