Præster og biskopper er typisk kendt for mådehold og afholdenhed.
Den karakteristik kan en tysk biskop imidlertid ikke leve op til.
Den 51-årige Margot Kässmann har nemlig drukket sig fuld og med sprit i blodet drønet rundt i sin bil.
Synderne har været så grove, at lederen af landets 25 millioner protestanter nu har valgt at træde tilbage.
Biskoppen, der er kendt for at være både farverig og fraskilt, blev i weekenden taget for at køre over for rødt med en ordentlig kæp i øret. Her skulle hun puste i alkometeret, som viste en promille på 1,54. Det er mere end tre gange højere end det tilladte i Tyskland.
Kässmann er pinlig over fadæsen, og vil nu finde sig et nyt job uden for Guds hus.
"Jeg begik en stor fejl, og mit hjerte fortæller mig helt klart, at jeg ikke kan blive på min post med den nødvendige autoritet. Jeg trækker mig hermed fra alle mine kirkelige ansvarsområder," siger hun.
Spritkørselen betyder, at Kässmann risikerer at få frataget sit kørekort i to år, og hun står desuden til en betydelig bøde.
Nu kan hun så bruge al sin tid på at passe sine fire børn.