Skrevet i samarbejde med René Fredensborg og Lars Igum-Rasmussen
Dansk Folkepartis Ungdom ønsker et »total boykot« af det de kalder »islamist-bandet« Outlandish. Deres udmelding kommer efter Outlandish for nyligt har deltaget i islamkonferencen Reviving the Islamic Spirit i Canada. Ifølge DFU blev der på konferencen opfordret til, at homoseksuelle skulle dræbes og jøder udryddes.
»Outlandish har med deres deltagelse i islamistkonferencen i Canada meldt sig ud af det gode selskab. Ingen radiostation eller dj med respekt for sig selv kan spille Outlandish’ numre, når vi nu er bekendt med, at to af bandets medlemmer tilsyneladende mener, at bøsser og jøder skal slås ihjel,« hedder det fra Dansk Folkeparti Ungdoms formand, Kenneth Kristensen i en pressemeddelelse.
Men det afviser Jesper Nordahl, formand sammenslutningen af spillesteder i Danmark, spillesteder.dk, og leder af Amager Bio at efterleve.
»Jeg har aldrig hørt noget så idiotisk – at et parti kan finde på det. Jeg er målløs. Jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende – og da slet ikke i forhold til Outlandish. Men som formand, må jeg sige, at den sag må hver enkelt spillested vurdere. Jeg synes bare, det er katastrofalt at blande musik og politik sammen. Så kunne vi jo sidde og være smagsdommere hele tiden. Vi skal vælge ud fra et kunstnerisk kriterium,« siger Jesper Nordahl.
Også formand for Danish DeeJay Organization, Morten Brønnum, er forundret. Han mindes ikke tidligere at have oplevet, at politikere har opfordret til boykot af bestemte musikgrupper.
»Jeg kan slet ikke tage det alvorligt, og jeg har ikke tænkt mig at gå videre med DFU’s opfordring. Der har alle dage eksisteret politisk musik, og som dj forholder man sig mest til musikken og festen og ikke til teksterne – medmindre teksten direkte opfordrer til had og vold. Jeg har aldrig bemærket den slags opfordringer i Outlandishs musik, som jeg i øvrigt heller ikke spiller særlig tit,« siger Morten Brønnum.
Allerede i 2004 beskrev Kenneth Kristensen i en artikel i Dansk Folkepartis Ungdoms medlemsblad Dansk Toppen bandets flirt med islamisk ekstremisme. Og fornyligt har også Trykkerifrihedens Tidsskrift Sappho beskrevet Outlandish som en propagandakanal for islamismen. Det er sket med argumenter om, at nogle af deltagerne på konferencen i Canada er fremtrædende islamister. For eksempel deltog den radikale britiske imam Riyadh ul-Haq, der tidligere er blevet nægtet indrejse i Canada, fordi han havde kaldt hinduer og jøder for de bitreste fjender af muslimerne og lovprist martyrdøden i islam.
Ifølge hjemmesiden for konferencen Reviving the Islamic Spirit er formålet blot at hjælpe unge muslimer med integration og kommunikation.
Hverken medlemmer fra bandet eller deres pladeselskab SonyBMG har ønsket at udtale sig om sagen.
Gå til debatten om sagen